Derfor bøjer jeg mine knæ, jeg, Paulus, Kristi Jesu fange for jer hedningers skyld (Efeserbrevet 3,1)

Hvis man skal "på knæ", må Gud først bringe os "i knæ". Ellers er det med at knæle og bede kun en religiøs forestilling.

Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de? ... Klæder Gud således markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende? (Matthæus 6,26 og 30) 

Når det gælder en vares værdi, handler det ofte om, hvem byder højest. Hvem byder da højest for en fattig tigger på gadehjørnet? Hvem byder højest for et svigtet og underudviklet barn på et børnehjem? Og hvor meget er du selv værd?

Vær gode mod hinanden, vær barmhjertige og tilgiv hinanden, ligesom Gud har tilgivet jer i Kristus. (Efeserbrevet 4,32)

Og forlad os vor skyld! (Matthæus 6,12)

Det er ikke rart, når gammel skyld graves frem. Og hvis det skete ikke står ikke til at ændre, hvad nytter det så at bebrejde sig selv længere? Alligevel kan det være vanskeligt at komme videre, hvis man slet ikke gør noget! For den gamle skyld kan blokere og låse os til, både i vore følelser og handlinger.

Tonsvis af skyld er begravet i menneskehjerter, fordi man ikke magter at tage den frem og ikke ved, hvordan man får den fjernet for alvor.

Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere! (Matthæus 6,12)

Skylden skal væk! Vi har alle brug for det. Vi kender det fra børn. Allerede før nogen har spurgt, hvordan det gik til, at ruden blev smadret, siger den, som gjorde det: »Det var ikke mig!« Skylden skal væk.

Når vi som voksne gør det samme, fører det ikke i befrielse, men i forbandelse. Vi giver sorteper videre. Vi løber fra vores ansvar. Og hvad sker? Vi mister vore nærmeste, når vi giver dem skylden. Vi bliver ensomme og endnu mere skyldige.

»For dig, Gud, er vi fremmede og tilflyttere ligesom alle vore fædre. Vore dage på jorden er som skyggen, der er intet håb.« (1 Krønikebog 29,1-5)

Flygtninge og indvandrere er ikke de eneste frem­mede i Danmark! Der er også mange danskere, som føler sig frem­med overfor sig selv og overfor deres nærmes­te. Kend­er du ikke også til opleve­lsen af at være fremmed og på flugt?

I tro gik de gennem Det Røde Hav som på tørt land, mens egypterne druknede, da de prøvede det samme. (Hebræerbrevet 11,29)

Hvordan blev havet åbnet, så de kunne gå igennem? Det var Gud, der skabte vej. Skabte den midt i havet. Og de gik på vejen i fast tillid, fordi de var overbevist om, at det var Gud, som havde åbnet. I tro gik de på vejen.

Der skal skelnes mellem Guds gerning og troen. Det Gud gør og troen hører sammen. Men er ikke det samme!

I tro indstiftede han påsken med påstrygningen af blodet, for at Ødelæggeren ikke skulle røre deres førstefødte. (Hebræerbrevet 11,28) 

Moses havde været fårehyrde i 40 år i Midjans land. Han var uønsket i Egypten som en tidligere kronprins, der havde fornægtet Egyptens herlighed og ære.

Nu var han vendt tilbage til sit folk og sin slægt i Egypten. Men det var ikke hans eget påfund. Gud havde kaldet ham.

I tro nægtede Moses, da han var blevet voksen, at lade sig kalde søn af Faraos datter. Han ville langt hellere lide ondt sammen med Guds folk end for en kort tid opnå en syndig nydelse, og han regnede Kristi forhånelse for en større rigdom end Egyptens skatte, for han havde lønnen for øje. I tro forlod han Egypten uden at frygte kongens vrede; han holdt ud, for det var, som om han så den usynlige. (Hebræerbrevet 11,25-27)

Guds gode vilje med MOSES var at redde ham, bevare ham, bruge ham, sørge for ham og frelse andre ved hans tjeneste.

I tro blev den nyfødte Moses holdt skjult af sine forældre i tre måneder, fordi de så, at den lille dreng var dejlig, og de lod sig ikke skræmme af kongens befaling. (Hebræerbrevet 11,23)

Andres tro reddede Moses og mange andre nyfødte drengebørn i Egypten. Moses fortæller i 2 Mosebog 1, at jordemødrene frygtede Gud og undlod at gøre, hvad egypterkongen havde befalet dem; de lod drengene leve.