I tro indstiftede han påsken med påstrygningen af blodet, for at Ødelæggeren ikke skulle røre deres førstefødte. (Hebræerbrevet 11,28) 

Moses havde været fårehyrde i 40 år i Midjans land. Han var uønsket i Egypten som en tidligere kronprins, der havde fornægtet Egyptens herlighed og ære.

Nu var han vendt tilbage til sit folk og sin slægt i Egypten. Men det var ikke hans eget påfund. Gud havde kaldet ham.

Sammen med sin bror, Aron, havde Moses udfordret Farao: ”Lad mit folk gå! siger Herren.” Men Farao sagde ”Nej!” Og da sendte Herren ni plager over Egypten. Men forgæves.

Til sidst sagde Herren til Moses: Du skal indstifte påsken. Du skal tage et lam. Og jeg vil ved lammets blod udfri mit folk. (2 Mosebog 12) Det gjorde Moses – i tro. For det var jo ellers det mest svage og latterlige tegn, som man kunne forestille sig: Lammet og lammets blod på dørstolperne. Skulle det kunne redde fra døden og dommen i Egypten? Ja.

Se, Guds lam, som bærer verdens Synd. Lammet pegede hen på Jesus. Se hen til ham, Jesus, Guds Lam!