Herre, om morgenen hører du min stemme, om morgenen fremlægger jeg min sag og spejder efter svar. (Salme 5,4)

Han tilgiver al din skyld, helbreder alle dine sygdomme. Han udfrier dit liv fra graven. (Salme 103,3-4)

Du var rask, men blev syg. Og Gud helbredte dig. Måske syg igen - lige nu. Vil du blive rask fra den sygdom?

Du syndede mod Gud og mod din egen kære familie. Det er frygteligt. Men Gud tilgav dig. Og du syndede igen. Vil Gud tilgive dig for syvende gang?

Stilhed kan være fredfyldt. Men tavshed er noget andet og kan være trykkende og tung. For det tavse menneske kan tale, men gør det ikke. Hvorfor ikke?

Bibelens budskab viser os, at vi er skabt til fællesskab og samtale; baggrunden for den ødelæggende tavshed; og at Gud brød tavsheden, da han blev menneske, og nu taler til os i evangeliet.

Mens han tænkte på dette, se,  da viste Herrens engel sig for ham. (Matthæus 1,20)

Igen og igen siger Matthæus: ”Se!” – ”Og se!” Faktisk 46 gange i løbet af evangeliet. Og hertil kommer de mange andre steder, hvor der står, at ”farisæerne så”, ”disciplene så”, og ikke mindst, at ”Jesus så”. Gud har givet os evangeliet, for at vi skal ”se”, se Jesus som vores frelser, se vor egen situation som mennesker og se os selv, andre mennesker og hele livet i dette lys.

Her er eksempler fra de fire første kapitler:

Hans far, Zakarias, blev fyldt med Helligånden og profeterede: Lovet være Herren, Israels Gud, for han har besøgt og forløst sit folk. (Lukas 1,67-68)

Englen sagde til hyrderne: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Lukas 2,10-12

Da Jesus var født i Betlehem i Judæa i kong Herodes' dage, se, da kom der nogle vise mænd fra Østerland til Jerusalem og spurgte: "Hvor er jødernes nyfødte konge? For vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham." (Matthæus 2,1-2)

Vi mærker vintermørket i denne tid. I mørket ser vi stjernerne endnu tydeligere end ellers. De fortæller om universets storhed og om deres og vores Skaber. Det fantastisk at se lyset fra de tusindvis af stjerner i mørket.

Da Jesus var født i Betlehem i Judæa i kong Herodes' dage, se, da kom der nogle vise mænd fra Østerland til Jerusalem og spurgte: «Hvor er jødernes nyfødte konge? For vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham.» Da kong Herodes hørte det, blev han forfærdet, og hele Jerusalem med ham. Og han sammenkaldte alle ypperstepræsterne og folkets skriftkloge og spurgte dem, hvor Kristus skulle fødes. De svarede ham: «I Betlehem i Judæa. For således er der skrevet ved profeten: ... (Matthæus 2,1-5)

I de dage træder Johannes Døber frem og prædiker i Judæas ørken: «Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!» ... Men da Jesus var døbt, steg han straks op fra vandet,  og se, himlene åbnede sig over ham, og han så Guds ånd dale ned ligesom en due og komme over sig; og der lød en røst fra himlene: «Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!» (Matthæus 3,1-2 og 16-17)

“I må fødes på ny!” (Johannes 3,1-15)

Bliver et menneske kristent ved at gøre noget godt for andre, eller ved at skabe forandring i sit liv, så andre (og Gud) kan se, at man virkelig er kristen?

I beretningen om Nikodemus, som opsøgte Jesus om natten, får vi at vide, at det ikke er mennesket, der skal føde noget godt og stort. Kristen bliver man ved fødsel. Og vel at mærke ikke ved at man selv føder, men at fødes. I passiv form. Jesus sagde til Nikodemus:  ”Du må fødes på ny!” ”Af vand og ånd.”