Hans far, Zakarias, blev fyldt med Helligånden og profeterede: Lovet være Herren, Israels Gud, for han har besøgt og forløst sit folk. (Lukas 1,67-68)

Der er nok ingen grund til at påstå, at Zakarias sang, fordi han havde en optimistisk indstilling til livet. Det ved vi nemlig intet om. Men vi ved, at han havde helt andre grunde til at synge og takke Gud.  Lovsang til Gud er ikke en naturlig ting, som kommer af sig selv, ligesom hos de fleste fuglearter. Optimisme og pessimisme er noget, som kan ligge i vores natur. Men lovsang til Gud er ikke et naturligt anlæg, men en gave, som kommer med troen og frelsen. Den hænger sammen med en stemning i hjertet, en stemning, som opstår, fordi Gud træder os nær som vores frelser. Lovsangen kommer  fra Gud, og den synges  til Gud. Det er stort, når Gud giver denne gave til os.

Zakarias er vores læremester. Han var en gammel præst, som boede i Judas bjergland. Og han havde sandsynligvis ikke mange år tilbage at leve i. Han og hans kone var barnløse, men havde altid levet et stille liv i tro på Abrahams Gud. Navnet Zakarias betyder “HERREN husker”, “HERREN husker det, han har lovet”. I dette navns betydning rummes den kristne lovsangs hemmelighed. Lærer vi betydningen af det navn, og bliver vi klar over, hvad Herren har lovet os og opfyldt for os i Jesus Kristus, da er det en kilde til lovsang også hos os. Herren husker, hvad han har lovet. Herren opfylder sine løfter.