Da Jesus var født i Betlehem i Judæa i kong Herodes' dage, se, da kom der nogle vise mænd fra Østerland til Jerusalem og spurgte: "Hvor er jødernes nyfødte konge? For vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham." (Matthæus 2,1-2)

Vi mærker vintermørket i denne tid. I mørket ser vi stjernerne endnu tydeligere end ellers. De fortæller om universets storhed og om deres og vores Skaber. Det fantastisk at se lyset fra de tusindvis af stjerner i mørket.

Men der er også stjerner på jorden. Vi omtaler nogle gange mennesker som ”stjerner”. Nogle gange kan vi se lys og stjerner i et barns eller en vens strålende øjne. Det er også stort. Så mærker vi, at vi lever. Men stjerner har deres tid. Stjerner i universet uddør og slukkes. Og heller ikke vi mennesker har lys og liv i os selv.

Derfor drages vi sammen med de vise mænd af en stjerne, Gud engang tændte på himlen, men især af den stjerne, som han tændte på jorden, nemlig jomfru Marias og Guds Søn i krybben.

Evangeliet på Hellig Tre Kongers dag 6. januar giver os en vidunderlig stjerne at følge, og en stjerne, som vi også kan være hos og tilbede. Stjernen er Jesus Kristus. Han udslukkes aldrig, men lever i evighed. Evangeliet viser os tre måder at lede efter Guds søn på, repræsenteret ved kong Herodes i Jødeland, de skriftkloge i Jerusalem og de vise mænd fra Østerland. Og beretningen udfordrer til at overveje, hvordan vi søger efter Guds Søn.