Mens han tænkte på dette, se, da viste Herrens engel sig for ham. (Matthæus 1,20)
Igen og igen siger Matthæus: ”Se!” – ”Og se!” Faktisk 46 gange i løbet af evangeliet. Og hertil kommer de mange andre steder, hvor der står, at ”farisæerne så”, ”disciplene så”, og ikke mindst, at ”Jesus så”. Gud har givet os evangeliet, for at vi skal ”se”, se Jesus som vores frelser, se vor egen situation som mennesker og se os selv, andre mennesker og hele livet i dette lys.
Her er eksempler fra de fire første kapitler:
Kapitel 1: Mens han tænkte på dette, SE, da viste Herrens engel sig for ham (v20). » SE, jomfruen skal blive med barn og føde en søn, og de skal give ham navnet Immanuel« — det betyder: Gud med os (v23).
Kapitel 2: … SE, da kom der nogle vise mænd fra Østerland til Jerusalem (v1). … og SE, stjernen, som de havde set gå op, gik foran dem, indtil den stod stille over det sted, hvor barnet var (v9). Da de var rejst, SE, da viser Herrens engel sig (v13). Da Herodes var død, SE, da viser Herrens engel sig (v19).
Kapitel 3: Men da Jesus var døbt, steg han straks op fra vandet, og SE, himlene åbnede sig over ham (v16).
Kapitel 4: Da forlod Djævelen ham, og SE, der kom engle og sørgede for ham (v11). Det folk, der sad i mørket, har SET et stort LYS, og de, der sad i dødens land og skygge, for dem brød lyset frem (v16).
Mens vi ser Jesus i evangeliet, bryder lyset frem i vort mørke. Gud giver os tillid til, at han ser os, tilgiver os vore synder og redder os fra døden. Ja, Jesus er os nær, sådan som han lover i evangeliets sidste vers: " Og SE , jeg er med jer alle dage indtil verdens ende" (Matt 28,20).
Bøn: Herre, lad lyset bryde frem hos os. Amen.