Jesus sagde også: "En mand havde to sønner. Den yngste sagde til faderen: Far, giv mig den del af formuen, som tilkommer mig. Så delte han sin ejendom imellem dem. Nogle dage senere samlede den yngste alt sit sammen og rejste til et land langt borte.” (Lukas 15,11-12)

Hvad gik galt, siden den yngste søn ville rejse? For noget gik galt. Det var jo ikke kun en rejse, men et hårdt og endegyldigt farvel. Han bad ikke kun om arveforskud, men om at få sin del af arven udbetalt, så han kunne forlade hjemmet og aldrig vende tilbage. -

“Et menneskes liv afhænger ikke af, hvad det ejer, selv om det har overflod.” (Lukas 12,15)

Livet afhænger ikke af, hvad vi ejer, og slet ikke af al vores overflødige ejendom. Det siger Jesus til en mand, som bad om hjælp. En i skaren sagde til Jesus: "Mester, sig til min bror, at han skal skifte arven med mig." (Luk 12,13)

Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde: "Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple!" (Matthæus 28,18-19a)

Efter sin opstandelse mødte Jesus de 11 apostle på et bjerg i Galilæa. Ud fra evangeliernes beretninger kan hans ord sammenfattes sådan:

“Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud og tro på mig!” (Johannes 14,1)

I evangeliet møder vi en flok bange disciple, og dermed også os selv. De var mænd i deres bedste alder. Jesus havde valgt dem til at være apostle. De skulle bringe budskabet om frelse og håb ved troen på Jesus Kristus ud i verden. Men hvordan kunne de det, når de selv var ramt af frygt og forfærdelse. For deres Mester og Herre Jesus skulle dø. De fattede det ikke. Hvis vores Frelser bukker under for død og ondskab, er alt håb da ikke slukket for altid?

Hvad er der sket med et menneske, hvis det er blevet en kristen? Jesus forklarer: 

“Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig.” (Johannes 10,27)

Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven. 

Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne.

Mit mod svigter, mit hjerte står stille i brystet. (Salme 143,4)

Modløshed af denne kaliber er noget andet end at hænge med hovedet. Det handler om livsmodet, modet til at leve. For hjertet står stille i brystet. Sådan har vi det, når selve livet er truet, og vi ikke ser nogen udvej. Vi er ramt i vores livsnerve. Vi har mistet en, som betød alt for os. Hvor er hjælpen?

Fra det dybe råber jeg til dig, Herre. Herre, hør mit råb! (Salme 130,1)

"Det dybe" kan være mange ting i et menneskes liv. Fangenskabets dyb, hvor krig eller hungersnød holder en fast. Eller depressionens dyb i sindet, fordi man er ramt af krigens rædsler, som har gjort livet håbløst. Eller meningsløshedens dyb midt i et liv, hvor man har alt, hvad man kan ønske sig, undtagen mening og håb.

En bøn. Til brug for en hjælpeløs, når han føler afmagt og udøser sin klage for Herren. (Salme 102,1)

En hjælpeløs hjælper andre. Hvordan går det til? For den, som selv behøver hjælp, er vel den ringeste til at hjælpe andre, eller hvad? - Når jeg bruger bibelens salmebog i Gamle Testamente mærker jeg, at de, der havde aller mest brug for hjælp, hjælper mig mere end alle, som har styrke, visdom og overskud.

Davids salmer er en skat, vi kan øse af i smerte, glæde, skyld og hjælpeløshed.

I Salme 51 fortæller han, at han bad den, efter at profeten Natan afslørede ham som morder og ægteskabsbryder. Men han tilgav ham også lige på stedet, så han også dermed var tilgivet af Gud.