En hjælpeløs hjælper andre - Salme 102

Uge 11, 11.–17. marts 2024

En bøn. Til brug for en hjælpeløs, når han føler afmagt og udøser sin klage for Herren. (Salme 102,1)

En hjælpeløs hjælper andre. Hvordan går det til? For den, som selv behøver hjælp, er vel den ringeste til at hjælpe andre, eller hvad? - Når jeg bruger bibelens salmebog i Gamle Testamente mærker jeg, at de, der havde aller mest brug for hjælp, hjælper mig mere end alle, som har styrke, visdom og overskud.

Bed salmen, når du er hjælpeløs og føler afmagt. Her er nogle overskrifter: Den bedende kalder på Herren. Han beskriver sin situation for Herren. Han kender Herrens harme og vrede, men også Herrens barmhjertighed og medynk mod Zion. Det får følger for alle mennesker - også de nøgne. Det skal skrives ned. Herren ser mig, hører og sætter i frihed. Hans navn skal forkyndes på Zion, han skal dyrkes af alle mennesker.

Der kan siges meget klogt om salmen. Men det bedste, man kan gøre med salmen, er at bede den. Bed, når du er i nød, når du kun er skin og ben, når ligner en allike i ørkenen, en ugle i ruinerne eller en enlig fugl på taget. Bed, når du må spise aske som brød og blande dit vand med tårer (det løbet fra dine øjne ned i dine hænder, når du øser vand fra vaskefadet op til dit ansigt). Når du har det sådan, da bed Salme 102. Meditér. Tænk efter.

Salmen fylder ikke med selvmedlidenhed. For du mærker, at din situation skyldes Herrens vrede og harme (v11). Der er et og andet i dit liv, som er forkert, ja, meget forkert.

Mens du beder, omsluttes du snarere af din Herres barmhjertighed. For du kan jo læse i Skriften, at din Herre blev menneske. Han kom ind i elendigheden. Han blev selv hjælpeløs i Getsemane, da de tog ham til fange. Han tømte Guds vredes bæger. Det gjorde han villigt. Jesus er din Frelser.

Derfor kan du bede: Du vil rejse dig og være barmhjertig mod Zion, for det er tid at vise nåde, ja, tiden er kommet (v14-15). For Herren genopbygger Zion, han viser sig i sin herlighed. Han vender sig til de nøgnes bøn, han afviser ikke deres bøn (v16-18). 

"Zion" var templets sted i Jerusalem. For en kristen er "Zion" det sted, hvor Evangeliet om Jesus forkyndes, og hvor dåb og nadver er i brug.

Nu er der lovsang i hjælpeløsheden (v22). Og den bedende fortæller, at alle mennesker skal dyrke denne Gud og Herre. Altså os. Det kan vi jo ikke lade være med, når vi hører Evangeliet om Jesus, at han er Herren, som er steget ned og har gjort sig til ét med os. Det forkyndes for os på vej til påske, når vi læser evangelierne. Hør det på "Zion". Og bed!