Fra det dybe råber jeg til dig, Herre. Herre, hør mit råb! (Salme 130,1)

"Det dybe" kan være mange ting i et menneskes liv. Fangenskabets dyb, hvor krig eller hungersnød holder en fast. Eller depressionens dyb i sindet, fordi man er ramt af krigens rædsler, som har gjort livet håbløst. Eller meningsløshedens dyb midt i et liv, hvor man har alt, hvad man kan ønske sig, undtagen mening og håb.

I Salme 130 er "det dybe" en personlig ulykke, nemlig den ulykke, som stammer fra personlige skyld. Nu vil nogle måske hævde, at skyld kun er en subjektiv ting, som man kan arbejde sig ud af med en god portion terapi, så man atter finder tilbage til et godt selvværd. - Men så enkelt er det ikke. En forbryder slipper ikke for straf ved at gennemgå et terapeutisk forløb, hvor han får det bedre med sig selv. Har han slået nogen ihjel, er problemet en objektiv skyld, fordi han dræbte et andet menneske. Og han slipper ikke for sin straf.

I Salme 130 er der tale om at være fanget i det dybe på grund af sin skyld. Den bedende erkender, at han har forbrudt sig overfor Gud, som gav ham livet. Og hvor skal man da vende sig hen?

Det underlige og forunderlige er, at den skyldige vender sig til Gud. Han siger jo: Men hos dig er der tilgivelse, for at man skal frygte dig (v4). 

Og i salmens sidste to vers fortæller han, at tilgivelsen gælder hele Guds folk: Israel, vent på Herren, for hos Herren er der troskab, hos ham er der altid udfrielse. Han udfrier Israel fra al dets skyld (v7-8).

I påsken hører vi, at Guds Søn kom ned i dybet til os, som var fanget i dødens og skylden. Og her gjorde vi det af med ham. Vi korsfæstede ham. Men han bar vores skyld. Og på korset bad han for sine fjender: "Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør!"

Salme 130 er en hjælp til det menneske, som er i det dybe. Både til de indespærrede i dødens mineskakt, i en dybe depression og i skyldens dyb. Gud har givet os sin Søn, Jesus Kristus, som redningsmand ind i vores verden med dødsfrygt, psykiske lidelse og personlig skyld. Evangeliet tager os med ind i hans mørke. Og påskemorgen ser vi lyset. Derfor kan vi vente på Herren, mere end vægteren venter på morgen (v6). 

Salme 130 giver os håb i det dybe mørke. Opstandelsens morgen er på vej