I Jerusalem var der en mand ved navn Simeon; han var retfærdig og from og ventede Israels trøst. (Lukas 2,25)

Simeon var en gammel mand. Han ventede en helt bestemt trøst, nemlig den trøst, Gud havde givet sit folk gennem profeterne og gennem den måde, han havde ført dem på. Her var trøsten ikke kun gode ord. Den bestod derimod i, at Gud ville komme til sit folk i egen person og frelse dem fra alle deres trængsler og lidelser, ja, fra døden og alt ondt. Den gamle mand, Simeon, ventede på denne trøst.

Dette er Johannes' vidnesbyrd, da jøderne fra Jerusalem sendte præster og levitter ud til ham for at spørge ham: “Hvem er du?” (Johannes 1,19)

Skal man have medlidenhed med en fængslet prædikant? Hvis han bliver fængslet på grund af prædikenen, er han vel selv ude om det. Eller hvad?

Men NEJ: Man skal ikke have medlidenhed med dem, der prædiker Guds ord. De er jo sendebud og under Guds omsorg og beskyttelse. De er højt betroede tjenere. Sådan en prædikant var Johannes Døber. Jesus fortæller om Døberen, som var fængslet på grund af prædiken af Guds bud og af profeternes forjættelser om Kristus:

Jesus sagde: "Og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen. Mennesker skal gå til af skræk og af frygt for det, der kommer over verden, for himlens kræfter skal rystes. Og da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed. Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig. … Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå." (Lukas 21,25-28 og 33)

“Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let.” (Matthæus 11,28-30)

“Der skal komme dage, da I vil længes efter at se blot én af Menneskesønnens dage, men I skal ikke se den.” (Lukas 17,22)

Vi kender alle til at længes efter gode dage, som ikke er mere. Og vi vil gerne tro på dem, som lover os, at de gode dage vender tilbage.

Jesus mærkede længslen hos sine disciple og sagde ligeud: ”... men I skal ikke se dem!” Midt i længslen ville de ikke opleve bare på én af de gode dage, de havde sammen med Jesus før hans død på korset og før hans himmelfart.

“Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet.” (Johannes 5,24)

Her får vi svaret på, hvordan vi kommer fra døden til livet, og hvordan vi undgår dommen: Ved at høre Jesu ord. Altså ved at Jesus arbejder med os en aften i stuen, hvor du læser i Bibelen i stedet for at se en film. Du hører hans ord. Og på søndag, hvor du går i kirke i din menighed og hører en prædiken i stedet for at holde en søndag uden Gud og hans kirke.

I middelalderen forsøgte man at overvinde angst, skyld og frygt ved såkaldt ”gode gerninger”, klosterliv, aflad, bøn til helgener og messer. Kirken blev forandret efter tidens trend. Den mistede sin identitet som kristen kirke og blev fyldt med afgudsdyrkelse. Endda med pavers og præsters billigelse.

På den tid kom disciplene hen til Jesus og spurgte: «Hvem er den største i Himmeriget?» Han kaldte et lille barn hen til sig, stillede det midt iblandt dem og sagde: «Sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. Den, der ydmyger sig og bliver som dette barn, er den største i Himmeriget. (Matthæus 18,1-4)

Men hvad mener I? En mand havde to sønner. Han gik hen til den første og sagde: Min søn, gå ud og arbejd i vingården i dag.
Men han svarede: Nej, jeg vil ikke! Bagefter fortrød han og gik derud. Så gik han til den anden søn og sagde det samme til ham. Han svarede: Ja, herre! men gik ikke derud. Hvem af de to gjorde deres fars vilje?» (Matthæus 21,28-31)