I Jerusalem var der en mand ved navn Simeon; han var retfærdig og from og ventede Israels trøst. (Lukas 2,25)

Simeon var en gammel mand. Han ventede en helt bestemt trøst, nemlig den trøst, Gud havde givet sit folk gennem profeterne og gennem den måde, han havde ført dem på. Her var trøsten ikke kun gode ord. Den bestod derimod i, at Gud ville komme til sit folk i egen person og frelse dem fra alle deres trængsler og lidelser, ja, fra døden og alt ondt. Den gamle mand, Simeon, ventede på denne trøst.

Det er noget særligt, når ældre mennesker ser fremad. Det virker stærkt. Det er en gave. Som når man står foran et bjerg, som hverken unge eller voksne kan bestige, og en ældre siger: "Jeg bestiger det! For jeg venter på, at Trøsteren kommer. Han vil gå med mig, og så jeg klarer det." Det er stærkt! Her står en gammel mand, som både behøver trøst og trøster andre med den trøst, han selv har i sin favn.