“for Gud lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige.” (Matthæus 5,45)

Se på din himmelske Far. Og jo mere du ser ind i hans godhed og barmhjertighed, desto mere må du undre dig.

Hos Gud er der ingen sammenhæng mellem det gode han gør for os, og hvordan vi er mod ham. Han lader solen stå op over alle og giver regn og mad til alle. Han gør ikke forskel på mennesker, sådan som vi desværre gør. Vi er ikke som vor far. Derfor har vi brug for ham.

En mand havde to sønner. Den yngste sagde til faderen: “Far, giv mig den del af formuen, som tilkommer mig!” Så delte han sin ejendom imellem dem. Nogle dage senere samlede den yngste alt sit sam­men og rejste til et land langt borte. Der ødslede han sin formue bort i et udsvævende liv.

[…]

Mens han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham.

– Lukasevangeliet 15,11-32

“Sådan går det den, der samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud.” Lukas 12,21

I sin forkyndelse og undervisning talte Jesus ofte om penge. På søndag gør han det i en lignelse om en rig bonde, hvis marker havde båret ekstra godt. Han tænkte ved sig selv:

“Hvad skal jeg gøre? For jeg har ikke plads til min høst” (Lukas 12,17).

For enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses. Apostlenes Gerninger 2,21

Pinse er påsken genfortalt og udlagt. Jesus Kristus er pinsens centrum, fordi det er ham, apostlene fortalte om, da de blev fyldt af Helligånden.

Han pålagde dem, at de ikke måtte forlade Jerusalem, men skulle vente på det, som Faderen havde lovet (ApG 1,4)

Da Jesus blev løftet op til Himlen og satte sig ved Faderens højre hånd, havde han forinden pålagt apostlene vente på Helligåndens gave, Han ville udruste dem med kraft til at vidne om Jesus Kristus.

At vente er en afgørende del i en kristens liv; vente sammen; vente i tillid til, at tiden ikke er i vores hånd, men i Guds hænder.

Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen. De tilbad ham, og fyldt med glæde vendte de tilbage til Jerusalem, og de var hele tiden i templet og lovpriste Gud. (Lukas 24,51-53) 

“Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig fra verden. De var dine, og du gav dem til mig, og de har holdt fast ved dit ord.”  (Joh 17,5) 

Det var den sidste aften, før Jesus skulle dø på korset. Han var sammen med sine disciple. Og han bad til sin Far i himmelen.

Dér sidder Jesus. Og dér sidder vi, som tror på Jesus. Og nu taler Jesus med sin Fader om os, som er kristne. Og da afsløres, hvordan vi blev kristne og kom til tro på Gud.

Du har svigtet dine børn, og du ved det. Du er ramt af krise på grund af noget grimt, du gjorde mod en af dine nærmeste. Det kan ikke undskyldes. Derfor er du ramt i din eksistens.

Hvor skal du gøre af dig selv? Du mærker, at den Almægtiges dom rykker tættere og tættere på dig. Hans bud om kærlighed har du overtrådt. Han kaldte dig til at leve for andre, men du tænkte kun på dig selv. Det erkender du i dag. Derfor er du dybt nede. Hvad gør du nu?

Min sjæl, pris Herren, alt i mig skal prise hans hellige navn. Min sjæl pris Herren, og glem ikke alle hans velgerninger (Salme 103).

“Salige er de, som ikke har set og dog tror.” Johannes 20,29.

Evangelisten Johannes fortæller, at disciplen Tomas ikke ville tro, at Jesus var opstået fra de døde. Han krævede beviser. Og ligner vi ikke Tomas? Skulle Jesus virkelig være den levende Frelser i dag? Opstod han legemligt? Vor erfaring siger, at døde ikke opstår. Men Guds virkelighed er større end vores.