Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem: «Fred være med jer!» Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og sin side. Disciplene blev glade, da de så Herren. (Joh 20,19-20)

Og Jesus råbte med høj røst: "Fader, i dine hænder betror jeg min ånd." Da han havde sagt det, udåndede han. (Luk 23,46)

Mors hænder, fars hænder og bedstemors hænder. Hvad var vi uden deres hænder? Også vore egne hænder betyder meget for os. Forestil dig blot en dag uden hænder. Hvad blev der da af madlavning og kærtegn? Og hvad ville der blive af brevskrivning og rengøring?

Da Jesus havde fået eddiken, sagde han: "Det er fuldbragt." (Joh 19,30)

Når du har kæmpet med et vanskeligt problem, hvilken befrielse er det da ikke, når du kan bryde ud og sige: "Det lykkedes!" Måske var det en personlig krise, som så håbløs ud. Måske var det et teknisk problem på arbejdspladsen. Måske var det en eksamen, som du frygtede. Eller det var en plads i en beskyttet bolig, som du længe havde søgt. - Det lykkedes! Det lykkedes!

Da Jesus vidste, at alt nu var fuldbragt, og for at Skriften skulle opfyldes, sagde han: “Jeg tørster.” (Joh 19,28)

Sådan fortæller evangelisten Johannes i forbindelse med Jesus' korsfæstelse. Men hvad kommer det os ved, at et menneske for 2000 år siden tørstede under sin henrettelse. Har vi ikke nok at gøre med at forholde os til vores egen død og til lidelse og nød i vores egen tid?

“Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?” (Mark 15,34)

Pjaltede klæder om den lille tynde krop, et tomt blik og bopæl blandt skraldet i et slumkvarter. Der må være tale om et forældreløst barn. - Revner i muren, hul i taget og ukrudt i haven. Det er billedet af et hus, som er forladt af sin ejer.

Sådan kan vi også erfare det personligt. Man kan føle sig ene og forladt, fordi ingen længere kigger forbi og spørger, hvordan det går. Eller man kan opleve, at livet lægges øde, når helbredet svigter.

Da Jesus så sin mor og ved siden af hende den discipel, han elskede, sagde han til sin mor: “Kvinde, dér er din søn.” Derpå sagde han til disciplen: “Dér er din mor.” (Joh 19,26f)

Der er noget rastløst over menneskelivet. Vi kalder det nogle gange for "travlhed". Vi undskylder os med, at vi skal nå så meget. Og ofte tror vi selv på det. Men måske burde vi somme tider snarere kalde det "utroskab".

“Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis.” (Luk 23,43)

Hvem har medlidenhed med en morder eller en voldsmand, som har ødelagt andres liv? Når vi tænker på ofrene, kan vi ikke føle medlidenhed med forbryderen. Vi flydes tværtimod af afsky og vrede. Og sådan må det være. Hvis et samfund skal forblive sundt, må myndighederne sætte kontant ind overfor dem, som ødelægger og skader andres liv. Derfor har vi fængsler.

“Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør!” (Luk 23,34)

“Jeg har mødt Gud!” Sådan stod der en dag på en af frokostavisernes spisesedler foran kiosken. Det sælger, hvis man kan reklamere med kendte danskeres religiøse oplevelser. Mange finder det interessant og underholdende. Men dagen efter er det uinteressant og ligegyldigt. Når den kendte dansker har fortalt sin religiøse historie, lægger man ham og hans historie i papirkurven og siger: "Og hvad så?"

Der er tider i livet, hvor vi mangler ord. Både, når vi står overfor det, som er herligere, end vi kunne forestille os, og når vi møder lidelse og død og må tage afsked.

Hvem har ord til den, der dør? Hvem kan hjælpe de efterladte? Og hvem kan tale ord til dig, når du selv står på grænsen mellem livet og døden?

Jesus Kristus kan. Han har ordene. Og han har på en særlig måde givet os syv, de syv, han sagde, da han selv døde.

Det er som med en mand, der skulle rejse til udlandet og kaldte sine tjenere til sig og betroede dem sin formue; én gav han fem talenter, en anden to og en tredje én, enhver efter hans evne; så rejste han. (Matthæus 25,14).

En talent svarede på bibelsk tid til værdien af 12 års lønarbejde. De tre tjenere fik fem, to og en talent, præcis det, der svarede til deres evne. Det var et forskud på løn i 60, 24 og 12 år. Store summer, som peger på, at talenterne er forbundet med vigtige livsopgaver.