Han pålagde dem, at de ikke måtte forlade Jerusalem, men skulle vente på det, som Faderen havde lovet (ApG 1,4)

Da Jesus blev løftet op til Himlen og satte sig ved Faderens højre hånd, havde han forinden pålagt apostlene vente på Helligåndens gave, Han ville udruste dem med kraft til at vidne om Jesus Kristus.

At vente er en afgørende del i en kristens liv; vente sammen; vente i tillid til, at tiden ikke er i vores hånd, men i Guds hænder.

Evange­listen Lukas fortæller, hvordan apostlene forstod denne befaling: Så vendte de tilbage til Jerusalem fra Olie­bjer­get, som ligger tæt ved Jerusalem, kun en sabbatsvej derfra. Da de var kommet ind i byen, gik de op i salen ovenpå, hvor de plejede at opholde sig. (1,12). Salen ovenpå blev deres lille base og fælles hjem. Mon ikke det var det rum, hvor Jesus havde indstiftet nadveren?

Kristne har også sådan en "sal ovenpå", nemlig det rum, hvor vi samles til gudstjeneste. Dér fortæller Talsmanden os alt det, som Jesus fortalte til apostlene. Vi læser apostlenes evangelier og breve, når vi er i kirke. Og Jesus kommer til os med sit legeme og blod, og vi døber i Jesu navn.

Det er godt at vente på Gud i den daglige andagt og i søndagens gudstjeneste.