Uge 28, 11.–17. juli 2022
“for Gud lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige.” (Matthæus 5,45)
Se på din himmelske Far. Og jo mere du ser ind i hans godhed og barmhjertighed, desto mere må du undre dig.
Hos Gud er der ingen sammenhæng mellem det gode han gør for os, og hvordan vi er mod ham. Han lader solen stå op over alle og giver regn og mad til alle. Han gør ikke forskel på mennesker, sådan som vi desværre gør. Vi er ikke som vor far. Derfor har vi brug for ham.
Han har taget os ind til sig og ved tro og dåb gjort os til hans kære børn. Og han giver os lov at bede: ”Fader vor! … forlad os vor skyld, som vi også forlader vore skyldnere! For din er magten.”