Gud så, hvad han havde skabt og han så, hvor godt det var. ... på den syvende dag hvilede han efter alt det arbejde, han havde udført. (1 Mosebog 1,31 og 2,2).

I begyndelsen var der glæde og hvile. Alt var godt. Alt. Alt i vores verden. Intet ondt. Intet forkert. Alle opgaver, som Gud gav mennesket, kunne løses, og blev løst. Alt var godt. Derfor var hviledagen også fuld af hvile og glæde. For skabelses-ugen var gået godt. Og de første mennesker levede under Guds velsignelse og tjente ham i glæde seks dage og hvilede på den syvende. Hvile fra træthed. Ikke fra noget andet end træthed. Den sunde træthed. Livet var fyldt med glæde, arbejde og hvile.

Men de første mennesker gjorde oprør mod Gud i ulydighed. Og de blev ramt af smerte, tjørn og tidsel og ansigtets sved. Ugen havde samme længde som før deres oprør mod Gud. Men nu lykkedes arbejdet ikke. Gud havde sagt: "Af jord er du kommet, til jord skal du blive!” Det lyder tomt og håbløst. Og det var det. Og det er det. Hviledagene slog ikke længere til. Derfor afskaffede menneskene dem. Smerten og sveden forfulgte dem og tvang dem til at arbejde over og over og over. De var blevet slaver. Og hvis de holdt fri, fandt de ikke hvile.

Sådan er det stadig i vores verden. Vi erfarer det. Tomheden. At livet er vanskeligt. Jo, der er store glæder, men det ender med død. Derfor forsøger vi at tolke døden positivt. Men det er slet ikke så let. Vore tolkninger overmandes igen og igen af virkeligheden, som er for barsk. Det bliver svært. Det er for vanskeligt at opretholde håbet.

Men midt i ulydigheden gav Gud Herren Adam og Eva evangeliet: At et barn ville blive født engang i deres og vores verden, og at det barn skulle frelse menneskeheden. Det barn blev født julenat. Han giver os glæde og hvile. Han giver os håb.