Da drog Jerusalem og hele Judæa og hele Jordanegnen ud til ham, og de blev døbt af ham i Jordanfloden, idet de bekendte deres synder. (Matthæus-evangeliet 3,5-6)

Der var dåb ude ved Jordan. Nogle tog derud for at blive døbt. Andre tog blot ud for at se på.

Når der er dåb i kirken sker det også, at nogle kommer for at se på - som en slags udflugt, hvor de oplever en menighed og en gudstjeneste for første gang i lang tid. Men for menigheden og for kristne forældre er en gudstjeneste med dåb ikke en udflugt. Det er snarere tilflugt. De står med deres lille barn og ved, hvad det behøver: at få Gud som sin far og blive genfødt, blive renset for arvesyndens urenhed og blive taget ind i Guds nåde og frelse og overvinde døden. De søger tilflugt hos Gud med deres barn. 

Når vi er i kirke en almindelig søndag, er vi heller ikke på udflugt. At gå i kirke er snarere udtryk for, at vi søger tilflugt hos Gud. 

Der er noget unødvendigt over en udflugt. Man kan tage med eller lade være at tage med. Og man behøver ikke nogen særlig begrundelse for at sige nej. Men søger du tilflugt, har du ikke mange valg. Man kan måske vælge mellem forskellige tilflugtssteder. Men én ting er sikker: Du er nødt til at gøre et eller andet: Tilflugt i et uvejr. Tilflugt, når du føler dig truet. Tilflugt, når du er skyldig og behøver tilgivelse. Tilflugt, når du mærker, at dit legeme ikke mere kan, og at du skal dø. Udflugts-mennesket føler ikke, at det har brug for tilflugt, men går efter nydelse og oplevelse og vælger det sted, hvor han mener, at han får den bedste udflugt. Tilflugts-mennesket derimod spørger, hvor han kan få hjælp og tryghed mod den fare, han ser i øjnene. Gud er vor tilflugt. Bibelens salmebog nævner det igen og igen. Fx. i Salme 46: Gud er vor tilflugt og styrke, altid at finde som hjælp i trængsler. Derfor frygter vi ikke, når jorden skælver og bjergene vakler i havets dyb. (Salmernes Bog 46,2-3)