Vi bliver utålmodige, når det, vi har planlagt at gøre og er i fuld gang med, bliver forstyrret af andre. Og utålmodigheden ødelægger vort forthold til hinanden. Vi kan også blive utålmodige med vor egen indsats, fordi vi forestiller os, at vort liv afhænger af, om noget bestemt lykkes for os. Da går vi rundt med en indre utålmodighed og utilfredshed, som om vi var vor egen herre og gud.

To vers i Jakobs-brevet hjælper os:

Brødre, vær tålmodige indtil Herrens komme. Tænk på, hvordan bonden tålmodigt må vente på sin jords dyrebare afgrøde, indtil den har fået efterårsregn og forårsregn (Jakobs brev 5,7).

Hvis vi er i gang med noget vigtigt, må vi huske på, at resultatet ikke afhænger af os, men af Guds velsignelse. Ventetiden er ikke et problem, men en gave. Ligesom bonden venter tålmodigt, fordi han ved, at afgrøden har brug for regn og varme efterår og forår, sådan må vi vente på, at Gud arbejder og lader frugten vokse frem. Resultatet afhænger ikke af os, men af Gud, vor Skaber og Far. Når der kommer forhindringer, eller vi føler os forstyrret af hinanden, kan vi bede om tålmodighed til at hjælpe hinanden og vandre tålmodigt sammen.

Også I skal være tålmodige og gøre jeres hjerter stærke, for Herrens komme er nær (Jakobs brev 5,8).

Herren kom og blev menneske. Han kom og bar vore synder på korset. Den skyld, vi pådrager os, når vi i utålmodighed skader dem, der forsinker os, den har han taget på sig. Herren Jesus kom tilbage fra døden som forsoner. Og han kommer på den yderste dag for at dømme verden og frelse dem, der venter på ham.

Når utålmodighed plager os, må vi tænke på Herrens første og andet komme, og at ventetid er en velsignelse.

Bøn: Kære Herre, giv os tålmodighed, så vi ikke "kører hinanden over" eller plager os selv, fordi vi ikke nåede det, vi mente var så vigtigt.