«Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.» Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: «Du skal elske din næste som dig selv.» (Matthæus 22,37-39)

Forestil dig, at der ikke kræves noget som helst af dig. Ingen forventer noget af dig. Ingen venter, at du gør noget. Og hvis du gør noget, er der ingen, som lægger mærke til det, og det har ikke betydning for andre end dig selv. Og ikke engang for dig selv. Du kan gøre det ene eller det andet. Gud er ligeglad. Så: ”Gør, hvad du synes. Eller lad være at gøre det.” Din nabo er ligeglad. Alle er ligeglade med dig.

Man mærker, at det er helt forkert. Det er jo ikke ligegyldigt hvad vi mennesker gør. Det var ikke ligegyldigt, hvad mine forældre gjorde og ikke gjorde for mig da jeg var spæd og voksede op. Det var ikke ligegyldigt, hvad jeg selv gjorde i barndom, ungdom og gør i voksenliv. Og Skaberen har forpligtet os. Vor næste har brug for vores hjælp og kærlighed. Og vi har brug for vor næstes hjælp og kærlighed.

Nogle kalder det ”frihed”, når man lever uden lov. Men det er ikke frihed. Det er ensomhed. Det er at leve uden Gud og uden håb og uden fællesskab. For i alle fællesskaber gælder kærlighedens lov.

Meningen med livet er at elske Gud af hele sit hjerte, af hele sin sjæl og af hele sit sind. Og sin næste som sig selv. Det giver livet mening, når vi gør det.

Men hvad så, når vi ikke gør det og er skyldige? Da står Jesus Kristus hos os som den, der har elsket os fuldt ud og gav sit liv for os og bar vore synder. Med sin kærlighed og tilgivelse kalder han os tilbage til livets mening.