En af hans disciple, Andreas, Simon Peters bror, sagde til ham: «Der er en lille dreng her, han har fem bygbrød og to fisk; men hvad er det til så mange?» Jesus sagde: «Få folk til at sætte sig.» Der var meget græs på stedet. Mændene satte sig; de var omkring fem tusind. (Johannes 6,8-10) 

Jesus havde spurgt sine disciple, hvordan 5000 tilhørere fik noget at spise på et øde sted. En lille dreng gav 5 brød til Jesus. Apostlen anså det for håbløst med ordene: "Hvad er det til så mange?" 

Kan du ikke høre dig selv sige sådan? "Hvad nytter det, en lille dreng har? Og hvad nytter mit lille bidrag i min kirke? Hvad nytter min bøn? Og hvad nytter det at tro på Gud, når hans kirke ser fattig og elendig ud?"

Når vi tænker og taler sådan, taler vi imod Guds godhed og omsorg, som om vi selv var Gud og skulle sørge for alt. Det er gudløse tanker fyldt med mistillid til Guds store løfter til sin kirke. Han har jo sagt: "Frygt ikke, du lille hjord, for jeres fader har besluttet at give jer Riget (Lukas 12,32).

Hvad gør Jesus ved disciplenes mistillid? Han siger ikke "Få folk til at gå hjem." Han siger i stedet: ”Få folk til at sætte sig.” Det er lige det, der er brug for: at vi sætter os og indser, at vi ikke kan udrette noget, men bare må vente på Guds gave til os. Og apostlen Johannes rapporterer:  Mændene satte sig. Mændene! De, som ellers smøger ærmerne op og siger: ”Det her skal ordnes. Og det er os, der skal gøre det!” De satte sig.

Det er et stort under, når mænd sætter sig og venter sig alt godt af Gud og ikke mener, at de selv skal klare det. Da har de jo fået troen på, at Gud redder uden deres indsats og gerning.

Bøn: Herre Jesus, giv os den samme tro, som mændene fik i ørkenen, da du gav dem mad. Amen.