Gud, vores Skaber og Frelser, kalder. Vore medmennesker kalder. Og det er disse kald, som giver livet mening. Den ægte og oprindelige mening.

Det giver mening at tage på hytte-ferie med nogen, som har indbudt os, i stedet for at drive rundt alene i ferietiden. Det giver mening at tage på arbejde om morgenen, når der er et stykke arbejde, som venter på os. Det hører til livets inderste mening at lave mad og vaske tøj for de andre i familien og kalde og sige “værsågod!” Det fylder også livet med mening og glæde at arbejde som volontører for børn på et børnehjem i Brasilien - også selv om man ikke får penge for det.

Vi lærer både Gud og os selv at kende, når vi hører ham kalde på os, og når vi ser os selv og hinanden dette lys.

Søndagens evangelium Lukas 5 fortæller, hvordan Gud kaldte apostlen Peter. Det bliver tydeligt for os, at hans arbejde her i livet havde været utænkeligt uden Guds kald. De valgte ikke selv opgaven. Og alligevel var det et kald, som var frivilligt. Han kunne have sagt nej, men sagde ja. Han fik et vanskeligt liv, men det liv, Gud kaldte ham til at leve.

Sådan kalder Gud også os til at være sine børn ved tro og dåb, og derpå kalder han os på arbejde i de livsvilkår, han giver os. Her kan vi leve og arbejde trygt i tro på Jesus Kristus, vor Herre.