Jeg er det sande vintræ, og min fader er vingårdsmanden. ... Som Faderen har elsket mig, har også jeg elsket jer; bliv i min kærlighed. (Johannes 15 v1 og 9)

For jøder var vinstokken en betegnelse for dem selv som Guds folk. Sådan læser vi i Salme 80: Du rykkede en vinstok op i Egypten og plantede den, hvor du drev folkeslag bort (v9) Hærskarers Gud, vend tilbage, se dog ned fra himlen! Tag dig af denne vinstok! (v15). Gud havde ført sit folk ud af Egyptens slaveri ind i Kanaan og havde plantet dem i det forjættede land. Fordi de var Guds vintræ, vidste de også, at de skulle bære frugt for ham. For Jesu disciple og alle andre jøder havde ”vinstokken” denne særlige betydning.

Men desværre gik det galt med vinstokken. Og profeterne måtte sige sandheden til Guds folk. Herren sagde gennem profeten Jeremias: ”Jeg havde dog plantet dig som en vinranke, en ægte stikling. Hvor kunne du da forvandles til et vildskud, en uægte vinstok?” (Jer 2,21). Frugten udeblev, fordi folket blev ikke i Guds kærlighed! Og nu stod det overfor dommen! Gud sagde: "Gå langs vinstokkene, og ødelæg dem, men ryd dem ikke helt væk; riv rankerne af, de hører ikke Herren til" (Jer 5,10).

I det lys er det noget helt særligt, at Jesus siger: ”Jeg er den sande vinstok!” Jesus sætter sig ind i folkets historie. Han gør sig til ét med dem, som skulle have Guds vinstok. Det, de burde have været som folk, det var han nu for dem. Han bærer de frugter, som folket burde have båret. Og samtidig bliver han udleveret til ilden og dommen, når han forkastes og dør på korset. Jesus er den sande vinstok.

Han siger til disciplene dengang og til os, som ved tro og dåb er blevet hans disciple: ”Som Faderen har elsket mig, har også jeg elsket jer; bliv i min kærlighed (v9). Det er, hvad disciplene og hele det jødiske folk havde brug for. Det er også lige, hvad vi behøver. Ved tro og dåb er enhver kristen indpodet på det sande vintræ, dvs. i Kristus. Vi lever af hans kærlighed.