Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne, som du satte der, hvad er da et menneske, at du husker på det, et menneskebarn, at du tager dig af det? (Salme 8,4)

David stiller spørgsmålet til sin HERRE. Han nævner din himmel, månen og stjernerne, dine hænders værk. Han spørger: Hvad er da et menneske, at du husker på det, et menneskebarn, at du tager dig af det?

Vi forsvinder ikke for Gud i mængden. For vi er skabt i Guds billede. Skabt til at gå ind i de opgaver, Gud har givet os.

David siger om det menneske, Gud sørger for: Alt har du lagt under menneskets fødder, får og okser i mængde, selv de vilde dyr, himlens fugle og havets fisk, dem som færdes ad havenes stier. David havde som hyrdedreng fårene under sig. Dem skulle han vogte. Og som konge vogtede han et helt folk. Også vi har en lille eller stor opgave i dette liv. Vi har ansvar for børn og forældre. Vi har ansvar for kolleger og for brødre og søstre i menigheden. Vi har en opgave der, hvor vi bor.

Hvad er da et menneske, at du tager dig af det og husker på det?  Det første i vores liv er hver eneste morgen, at vor Herre tager sig af sit menneske. Han husker på os fra vor dåb til vor grav. Han tæller vore hovedhår. Herren husker os og sørger for os. Og i troen husker vi på ham og siger ham tak.