Under sin vandring mod Jerusalem fulgte han grænsen mellem Samaria og Galilæa. Da han var på vej ind i en landsby, mødte han ti spedalske. (Lukas 17,11)

Hvis vi går rundt med en lidelse, et problem, en smerte, takker vi ikke. Vi er kede af det og klager. Måske du er sammen med andre, som har samme smerte og lidelse. I er i samme båd. Det kan lindre lidt at blive forstået af nogen. Men det får os ikke til at takke. For lidelsen fylder. Takken blomstrer ikke. Den har ikke noget at leve af. Men hvis du ved, at der findes en hjælper, en mester, en frelser, og at han er på vej ind i dit område, ja måske allerede er der, da kan der ske det, som skete med de 10 spedalske.

Jesus betyder Frelser. Og han er Mester. Han er Guds Søn, som kom til jord, lod sig føde. Og han har lovet: ”Og se, jeg er med her alle dage indtil verdens ende.” Her er håbet ved at spire. Takken vågner. Han mødte mig i dåben. Jeg blev forenet med ham, begravet med ham, opstod med ham. Han kom til min landsby. Og han fandt mig i min hjemløshed. Som spædbarn. Jeg blev hans. TAK, Gud, at du skabte mig, Tak, Gud at du døbte mig. Tak Gud, at du kom til mig, søgte mig og fandt mig.

Nåde at han fandt mig, nåde at han vandt mig. Nåde, at han bar mig hjem til sig. Sådan kan vi synge midt i det, som er svært, fordi vi er i Guds hånd med hele os, og med alt det vanskelige i hjertet og i kroppen.