Den syge svarede: «Herre, jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig ned i dammen, når vandet er bragt i oprør, og mens jeg er på vej, når en anden i før mig.» (Johannesevangeliet 5,7)

Vi er i Jerusalem ved Fåreporten. Her ligger mange syge, lamme, blinde osv ved Betesdas dam. En af dem har været syg i 38 år. Jesus spørger ham, om han vil være rask. Han svarer: "Jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig."

Alle mennesker har brug for et medmenneske. Mor var det første menneske, som hjalp os. Mors hjælp. Fars hjælp. Hjælp i familien. Vi kan ikke forestille os et liv uden et menneske, som hjalp os, da vi var små. Det samme gælder midt i livet, og når livet ebber ud. Vi behøver et menneske, som er med. Et medmenneske.

Og ligesom Gud gav os liv gennem vores mor og gav hende kald til at være vort første med-menneske, sådan kalder Gud på enhver af os til at være et menneske, der hjælper andre mennesker. Det er vores største livsopgave: at hjælpe hinanden og andre. Især dem, som er i en særlig nød.

Men hvilket menneske kan hjælpe os uhelbredelig sygdom og i døden? Hvilket menneske kan hjælpe os, når vi er skyldige og det, vi har gjort ikke kan gøres godt igen? Det kan Jesus Kristus. Jesus sagde til ham: «Rejs dig, tag din båre og gå!» Straks blev manden rask, og han tog sin båre og gik omkring (v8-9). Jesus er mennesket, som hjalp manden ved Fåreporten i Jerusalem. Han er Guds Søn, som blev menneske. Og han hjælper os i liv og død.

Egentlig er en kristen menighed en samling af mennesker, som er samlet ved en fåreport, og som venter på et menneske, der kan hjælpe. Og da sender Gud os sin Søn, Den gode Hyrde, der gav sit liv for os og overvandt døden. Da han stod foran Pilatus med tornekronen på, sagde Pilatus: "Se, hvilket menneske!" (Joh 19,5). Han kommer med sit ord og den hellige nadver ind i den menighed, hvor fårene venter på ham.