Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. (Lukas 2,6-7)

Kristus blev født i en stald. Her svøbte hans mor ham og lagde ham i en krybbe. Og englene fortalte det til hyrder på Betlehems marker. Derpå gav et stort himmelsk kor Gud ære, fordi han havde sendt sin Søn til jord. Det hjalp hyrderne på benene, så de stod op fra kulden, mørket og frygten og skyndte sig til Betlehem. De fandt barnet Kristus, Herren, svøbt og liggende i en krybbe.

På samme måde får vi også varme i kulden, lys i mørket og glæde i den store frygt, når vi hører evangeliet om, at Guds Søn er kommet til os. Det hjælper os på benene, så vi siger: ”Lad os dog gå til vores Betlehem til den stald, hvor Kristus har lovet at møde os også denne jul.”

Stalden er den kristne kirke. Kristus er i sin kirke, når evangeliet bliver læst op. I dåben gør Guds os til sine børn. Og i den hellige nadver giver han os Jesus legeme og blod i brødet og vinen. Derfor bliver der sunget i stalden. Vi synger de gode julesalmer til Guds ære. Det er godt at være i den kristne kirke, fordi den er sådan en stald. Og det er den, selv om den er lige så ringe som den stald, hvor hyrderne fandt Kristus første gang.