Da Johannes i fængslet hørte om Kristi gerninger, sendte han bud med sine disciple og spurgte Jesus: "Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?" Jesus svarede dem: "Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser: Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige. Og salig er den, der ikke forarges på mig." (Matt 11,2-6)
Det så sølle ud for Johannes Døber, da han blev fængslet. Og det kan se sølle ud for os, som stadig må indse, at vi har brug for Guds nåde og tilgivelse.
Jesus ved det. Han sagde til Johannes disciple: "Salig den, der ikke forarges på mig." Han siger det samme til os: Tænk ikke, at det er sølle, at du er så åndeligt fattig, at du har brug for evangeliet, men glæd dig i stedet over evangeliet!
Evangeliet forkyndes for fattige: For dem, som efter 5 år mærker, at de stadig har brug for syndernes forladelse og Jesu tilgivelse. For dem, som efter 10 års kristenliv mærker, at deres drømme om succes i menigheden ikke gik i opfyldelse. Og for dem, som efter 15 år kan være på nippet til at forkaste Jesus og kristendommen, fordi de menneskeligt talt ikke fik mere ud af det, end de gjorde.
Tænk på Kristus og Johannes Døber. Lad dig igen belære om, hvad Kristus måtte lide for din skyld, og hvad der er sand kristendom. Lad Kristus-tjenere servere og forkynde Guds ord for dig. Når andre påstår, at du ikke har meget at fejre som kristen, da vær med til fest i kirken og tag imod Kristi tilgivelse og kaldet til at tjene ham. Salig er den, som ikke mener, at det er for sølle at leve af Guds tilgivelse, men tror på Kristus midt i sin egen fattigdom.