“Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet.” (Johannes 5,24)
Her får vi svaret på, hvordan vi kommer fra døden til livet, og hvordan vi undgår dommen: Ved at høre Jesu ord. Altså ved at Jesus arbejder med os en aften i stuen, hvor du læser i Bibelen i stedet for at se en film. Du hører hans ord. Og på søndag, hvor du går i kirke i din menighed og hører en prædiken i stedet for at holde en søndag uden Gud og hans kirke.
Det fantastiske ved Jesu ord er, at det giver os tro og tillid. Han taler ind i vort hjerte og fylder vore tanker med sig selv. Vi er i ham, og han er i os ved Evangeliets ord.
Jesus havde forud for dette vers i Joh 5 hjulpet en mand, der havde været syg i 37 år. Fortællingen afslører noget om manden og om dem, som havde svigtet ham. Det har vi brug for at høre. Det er Guds ord om os og til os. Og her ser vi, at Jesus træder til og hjælper. Og Helligånden skaber en bøn i os om tilgivelse og hjælp. Og Jesus svarer med disse ord: Den time kommer, ja, den er nu, da de døde skal høre Guds søns røst, og de, der hører den, skal leve (Joh 5,25). Så stærke er Jesu ord til os ved aftenbønnen i stuen og på søndag i kirken. Døden kan ikke skade dig. Når du hører Guds Søns røst, går du over fra fra døden til livet.