Sådan talte Jesus; og han så op mod himlen og sagde: "Fader, timen er kommet. Herliggør din søn, for at Sønnen kan herliggøre dig, ligesom du har givet ham magt over alle mennesker, for at han kan give evigt liv til alle dem, du har givet ham. Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus.” (Johannes 17,1-3)
Det var den sidste aften, før Jesus skulle dø på korset. Jesus holdt påskemåltid sammen med apostlene. Efter måltidet bad han til sin Fader. Han lod disciplene lytte med for at give dem tro på og hvile i, at han selv og hans og deres Fader ville sørge for dem, ligesom forældre sørger for deres børn. Sådan talte Jesus; og han så op mod himlen og sagde: "Fader, …”
Apostlen Paulus fortæller os i Romerbrevet 8: Kristus Jesus er død, ja endnu mere, han er opstået og sidder ved Guds højre hånd og går i forbøn for os (Rom 8,34). Kristus Jesus, er lige nu, mens vi er til gudstjeneste og holder andagt, i samtale med sin Fader og beder for os. Ordet fortæller os, at vi er i Sønnens og Faderens hjerte. Vi er i Guds gode plan. Han vil tage hånd om os.
Det gjorde disciplene trygge at lytte med og høre Jesu bøn. Og det giver os tryghed at lytte med, når Jesus beder sin og vores Fader om at sørge for os.