Uge 17, 20.-26. april 2026

Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! (Johannes 14,1)

Det var aftenen før Jesus døde. Disciplene var bange, ja forfærdede. Det forfærdelige var, at de ville svigte deres Mester! Det havde Jesus fortalt dem. Og han havde sagt, at han ville gå et sted hen, hvor de ikke kunne komme. Det lød forfærdeligt. - Hvad kunne trøste dem i denne situation? 

Hvad kan trøste os, når mærker, at vi ikke klarer at være kristne og vise hinanden den kærlighed, vi burde? Hvad er vores redning, når vi har svigtet? Og hvem kan hjælpe os, hvis Jesus forsvinder og er væk? - Skal vi da håbe på, at vi Gud giver os kraft til at være bedre kristne? Vil det trøste os, at nogen siger: Bed Gud om Helligåndens kraft, så du kan blive en bedre kristen? Er det til hjælp at prøve at efterligne Jesus endnu en gang? Nej! Jesus siger derimod: ”Tro på Gud, og tro på mig!”

Jesus sætter sine disciplene ud af spillet. Først ved at fortælle dem, at de vil svigte totalt. Og derefter ved, at han lover at gøre, hvad der skal gøres. Hundrede procent. Og uden deres medhjælp! Det kan de stole på. "Tro på Gud, og tro på mig!" Han opfordrer ikke til, at de tager sig sammen og udretter noget i troen. I stedet skal de vente på, at han gør alt for dem.

Sådan er det at være kristen: det er at lade stå til og vente på, at Gud redder og frelser dig. Ligesom det var umuligt for disciple at redde sig ud af den umulige situation, de var bragt i, sådan er det også umulig for os. Ingen kan redde sig ud af sin skyld. Ingen kan frelse sig selv fra død og ensomhed. Ligesom disciplene ikke kunne stole på sig selv, sådan kan vi heller ikke stole på os selv. 

Hvis evangeliet bestod i, at Gud redder os ved at give os kraft til at gøre det rette, da er vi jo i en håbløs situation. For hvor er det menneske, som ikke er en synder? Dermed er der kun én mulighed tilbage for dig: at tro på, at Gud og Jesus gør det helt uden dig. Og det er netop det, Jesus siger, at vi kan stole på: ”Tro på Gud og tro på mig!”