Forside www.vivit.dk
Oversigt over prædikener


19


DK-ENG

Syng om Ham

1. e. hellig tre konger, 11.1.2026, LGJ i Kbh. og Aarhus
Salmer:, 3v1-5, #0, #4, 5 // 500, 430, 3v6-10
Tekster: Salme 8, Efes 6,1-4; Mark 10,13-16.

Salme 8
For korlederen.
Al-ha-gittit. Salme af David.
Herre, vor Herre! Hvor herligt er dit navn over hele jorden, du som har bredt din pragt ud på himlen! Af børns og spædes mund har du grundlagt et værn mod dine modstandere for at standse fjender og hævngerrige.
Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne, som du satte der, hvad er da et menneske, at du husker på det, et menneskebarn, at du tager dig af det? Du har gjort det kun lidt ringere end Gud, med herlighed og ære har du kronet det. Du har gjort det til hersker over dine hænders værk, alt har du lagt under dets fødder, får og okser i mængde, selv de vilde dyr, himlens fugle og havets fisk, dem som færdes ad havenes stier.
Herre, vor Herre! Hvor herligt er dit navn over hele jorden!

1. Korleder og sangere

Det er en salme til korlederen. Hvem skal så synge den? Korlederen? Nej, han skal lede. Hnan skal lede menigheden, så den kan synge. Vi er sangerne. Men hvorfor? Kan vi ikke lade andre om at synge. Børnene fx?

Engang, da Jesus var kommet til Jerusalem ridende på et æsel og alle havde sunget: ”Hosianna Davids Søn!” – da blev børnene ved at synge: «Hosianna, Davids søn!» (De voksne stoppede med at synge). Ypperstepræsterne og de skriftkloge blev vrede. For dem var det var upassende at synge sådan til Jesus. De fattede ikke, at Jesus var Messias, Frelseren. De spurgte Jesus: «Hører du ikke, hvad de siger?» Men Jesus svarede dem: «Jo, har I aldrig læst: «Af børns og spædes mund har du beredt dig lovsang»?» (Matt 21,15-16)

Hvem kan standse en hær af børn, som synger om Gud? Hvem kunne standse Stefanus, da han skulle stenes. Hvem kan overvinde en kristen, som tror på, at Jesus opstod fra de døde? Ingen kan. Intet kan.

Paulus siger det i Romerbrevet: For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre. (Rom. 8:38-39). Når han er vores sang, er vi stærke og kan overvinde alt! Alt!

2. Eksempler

Jeg kommer til at tænke på en film , ”The Mission”. Missionærer, der kom til et land i Sydamerika og forkyndte om Kristus i 1600-tallet. De indfødte kom til troen. Præsterne lærte dem at synge. Jesus Kristus byggede sin Kirke i junglen ved en flod. Her blev spillet og sunget til Guds ære, til Kristi ære i gudstjenesten.

Men portugisiske adelsmænd ville udbytte de indfødte og have deres guld og ejendom. De regnede ikke de indfødte for mennesker. Det endte blodigt. De indfødte, gik med lovsang imod portugisiske soldater. Men soldaterne majede dem ned med kanoner og rifler. De kristne døde, mens de sang lovsange til Gud ledet af præsterne, som bar et kors. Soldaterne fik landet og guldet. De kristne, som døde, lever med Kristus i evighed. OG adelsmændene var døde i deres magtbegær.

Salme 8 siger: Af børns og spædes mund har du grundlagt et værn mod dine modstandere for at standse fjender og hævngerrige. (Ps. 8:3) Når Guds navn forkyndes i prædiken og sang, træder Gud nær. Han fylder rummet, bliver vores virkelighed, fylder hjertet og omgiver os. Syng om, at JESUS er med os alle dage, at han tilgiver os, redder og beskytter os. Syng, at vor himmelske Far giver os dagligt brød og bevarer os mod alt ondt. Da styrker Gud troen. Håbet er der. Det evige håb. Og hvem kan da gøre dig noget?

I Apostlenes Gerninger hører vi om Paulus’ og Silas’ fængsling: Ved midnatstid sad Paulus og Silas og bad og sang lovsange til Gud, og fangerne lyttede. (ApG 16,25). - Den lovsang gav troen til de andre fanger. Og Herren ramte fængslet med jordskælv, og fangevogteren som ville tage sit eget liv, hørte om Jesus, og blev døbt og frelst.

3. Syng om HERREN, som har skabt os

Naturen i sig selv kan være både skræmmende og skøn. Begge dele. Men hvis er blevet til af sig selv, og hvis der ikke er nogen Gud Fader, som er almægtig, der har skabt himmel og jord, da må vore erfaringer med naturen veksle mellem frygt, forundring og frygt. Og vi er totalt alene og ensomme. Da er der ingen lovsang.

Men David kender Herren, himlens og jordens Skaber. Derfor kan han ikke lade være med at synge: Herre, vor Herre! Hvor herligt er dit navn over hele jorden, du som har bredt din pragt ud på himlen! (Sl 8,2)David fortæller, hvad han ser: Han ser himlen, dine fingres værk, månen og stjerne, som du satte der (v4). Han ser ”får og okser, vilde dyr, himlens fugle og havets fisk”, og at det er Herrens hænders værk”(v7-8).

Det kan vi jo kun se, hvis Gud fortæller det. Og det gør han i Skabelsesberetningen. Der står det, at Gud gjorde det alt sammen. Og at Gud så, at det var godt! Gud så, at det var godt! Gud så, at det var godt. Alt var godt. Derfor synger David: Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne, som du satte der, hvad er da et menneske, at du husker på det, et menneskebarn, at du tager dig af det? Himlens og jordens skaber er vor Far, som ”husker på dig”. Han tager sig af dig, som er ”et menneske-barn”. Han husker på dig. Han tager sig af dig.

Men derpå kom fjenden, modstanderen, hævneren. Det onde kom ind i verden. Og det ramte os. Det sidder nu i os. Og hvem skal redde os fra det? Fra døden? Fra dommen? Det vil barnet gøre, nemlig Guds Søn, som blev menneske.

4. Syng om HERREN, som blev menneske

Salmen svarer, at det er barnet, der er værn og beskyttelse mod modstandere, fjender og hævngerrige. Det lyder umuligt. Men det er sandheden! Det barn, der blev født julenat, er Kristus Herren, og skal frelse sit folk.

Det lille barn er Guds egen søn, som blev født af jomfru Maria. Det siger profeten Esajas: For et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre. Man skal kalde ham Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste. Stort er herredømmet, freden uden ophør over Davids trone og over hans rige, så han kan grundfæste det og understøtte det med ret og retfærdighed fra nu af og til evig tid. (Es 9,5-6)

At salmen også handler om barnet Jesus, Guds Søn, ved vi fra Hebræerbrevet 2,5-9, hvor der citeres fra salmen: Hvad er da et menneske, at du husker på det, et menneskebarn, at du tager dig af det? Du har kun en kort tid gjort ham ringere end engle, med herlighed og ære har du kronet ham, alt har du lagt under hans fødder. For da han lagde alt under ham, undtog han intet fra at være underlagt ham. Ganske vist ser vi endnu ikke alt underlagt ham; 9 men vi ser Jesus, som kun en kort tid var blevet gjort ringere end engle, for sin lidelses og døds skyld kronet med herlighed og ære.

Jesus er vor Herre. Og alt er underlagt ham. Det er ikke underlagt døden og det onde. Det er underlagt Herren, vor Herre. Og vi siger derfor: Herre, hvor Herre, hvor herligt er dit navn over hele jorden.

Vi synger om Herrens navn, som jo er JESUS. Vi er beskyttet mod alt ondt af det lille barn i krybben, som også er den mand, der korsfæstet i magtesløshed og svaghed. Manden på korset, har besejret døden og er ”Underfuld Rådgiver og Freds Fyrste.” (Es 9)

5. Syng altid og ind i herligheden i evighed!

Ham må vi synge om hele livet. Gud handler igennem det, som ikke er noget i verdens øjne. Han gør alt gennem de svage og ringe. Han gør det først og fremmest gennem sin egen kære Søn, Jesus Kristus. Men også gennem de små, som tror på ham. Og gennem dig, som synger med i i menighedens kor.

BØN: Lad os bede: Herre, vor Herre! Du er vores kære Herre. Hvor herligt er dit navn over hele jorden! Vi ser din storhed og godhed i skaberværket, fordi vi du selv lod din Søn blive menneske, som døde og opstod for os. Tak, at du husker på os og tager dig af os. Amen.

Tilbage til prædiken-oversigtDen evangelisk-lutherske Frikirke. post@vivit.dk