Forside www.vivit.dk
Oversigt over prædikener


20

Når I beder

Prædiken på nytårsdag i Aarhus. LGJ

Salmer: 664, 333, 667 // 31, 226, 93v6

 

Evangelium: Matthæus 6,5-13
Og når I beder, må I ikke være som hyklerne, der ynder at stå og bede i synagoger og på gadehjørner for at vise sig for mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig.

Når I beder, så lad ikke munden løbe, som hedningerne gør, fordi de tror, at de bønhøres for deres mange ord. Dem må I ikke ligne. Jeres fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder ham om det.

Derfor skal I bede således: Vor Fader, du som er i himlene! Helliget blive dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden; giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde. For dit er Riget og magten og æren i evighed!

 

Indledning

Som kristne tror vi, at Gud tager imod os med åbne arme. Derfor kan vi altid i fuld tillid komme til ham som vor kære Far på grund af Kristus, vor broder. Vores tro er en gave fra Gud, vor Far.

 

1. Jeres Fader ved det i forvejen

Jesus siger: Jeres fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder ham om det. Bed derfor således: ”Vor Fader … ” Jesus siger det. Jesus Kristus! Guds Søn. Ham, som døde på korset for vore synder.

Gud havde skabt mennesket i sit billede. Der var fællesskab og kærlighed mellem Gud og mennesket. Men en fremmed stemme påstod, at mennesket ikke behøvede Gud. Den fik plads i vore første forældres liv, og de brød med Gud. Da gemte de sig bag havens træer, og de skjulte sig for hinanden. Og vi bærer samme ulydighed i os. Men Gud ville ikke slippe dem. Og han vil heller ikke lade os alene. Han fandt Adam og Eva i deres skjul. Og han er blevet menneske og opsøgte os, for at redde os.

Nu siger Jesus: Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig. Nu er skjulestedet et sted, hvor vi kan tale med Gud og betro os til ham. Dit kammer er der, hvor du sover, hvor du sover og ingen ser dig. Der ser din Far dig. Og derinde fra kan I bede. Han hører. Hold fast i det i det nye år!

 

2. Derfor bede ikke sådan …

Jesus nævner, hvordan vi ikke skal bede: Og når I beder, må I ikke være som hyklerne, der ynder at stå og bede i synagoger og på gadehjørner for at vise sig for mennesker. Bøn er ikke et skuespil, hvor du skal påtage dig en rolle for at blive anerkendt af Gud, eller for at andre kan se, at du er kristen. Du skal ikke spille den rolle, at du er et Guds barn. Guds barn er noget, du ER. Og din bøn er ikke et skuespil, men må være ligesom et barns bøn til den far, som barnet har fuld tillid til. Det barn skal ikke gøre sig fortjent til noget, men skal bare være hos sin far og fortælle, hvad faderen allerede godt ved.

Det andet, Jesus advarer imod, er at lade munden løbe: Når I beder, så lad ikke munden løbe, som hedningerne gør, fordi de tror, at de bønhøres for deres mange ord. Dem må I ikke ligne. Når du tænker, at du ikke er god til at bede, og at du mangler ord, da er denne vejledning fra Jesus en hjælp. Du bønhøres ikke for dine mange ord. Du bønhøres derimod, fordi din far kender din nød og ved om den, før du beder. Og din bøn kan være alt fra et stille suk og til, at du tømmer dit hjerte for ham og siger ”hjælp mig, far!” Derfor skal du ikke skal plage dig med, om du føler troen godt nok, eller om dine ord er velmente. Du skal heller ikke tænke ringe om, at din bøn er en vane eller en remse. Fadervor er jo både en remse og beregnet til at blive bedt igen og igen, så det er din vane. - Det handler ikke om, og hvor godt og inderligt, du beder. Kast alle disse forkerte forestillinger, som findes i dine egne tanker om bønnen. Jesus vejleder og hjælper.

 

3. Men bed sådan …

Hvordan skal da bede? Jesus svarer: Derfor skal I bede således: Vor Fader, du som er i himlene! Det er bønnens indledning, hvor du sætter dig på din fars knæ og lægger hovedet ind til hans bryst og siger: Fader vor, du som er i himlene! Og for at du kan have denne tillid, har du brug for at vide, at du er Guds kære barn. Men er du virkelig Guds barn?

Hør, hvorfor du er det, og hvordan du blev det. Gal 4,4-5: Men da tidens fylde kom, sendte Gud sin søn, født af en kvinde, født under loven, for at han skulle løskøbe dem, der var under loven, for at vi skulle få barnekår. Guds Søn kom til os og blev født af en kvinde. Han blev født under loven, dvs under vore livsvilkår og de krav, der stilles til et menneske. Det er julens begivenhed. Og som Gud og menneske løskøbte han os ved sin stedfortrædende død og opstandelse. Det er påskens begivenhed. Deraf udspringer troen, hvorved vi bliver hans børn: Og fordi I er børn, har Gud sendt sin søns ånd i vore hjerter, og den råber: Abba, fader! (v6)

Den tro gav Guds os sammen med dåben. Apostlen siger: For I er alle Guds børn ved troen, i Kristus Jesus. Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus. (Gal. 3:26-27).

Når du beder, da tænk på, at Gud Søn blev født for at opfylde loven for dig. Tænk på, at Guds Søn døde og opstod for dig! Når du sådan sidder hos Gud, og han hvisker alt dette gode til dig, og derfor kan du bede til ham. Bønnen vokser lige så stille frem i dit hjerte, i dit kammer og i hans kirke.

 

4. Syv ting at bede om

Fortsæt bønnen sådan: Helliget blive dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden; giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde.

Du skal bede, fordi du er i stor nød og har problemer. Der er 7 ting at bede om:

Det første er, at du sammen med andre kristne har brug for at kende Jesus, Guds navn. Vi behøver at kende Gud og vide, at han kom til os og fandt os, og hvordan han reddede os og vil redde os. Vi har brug for at kende hans navn, hvem han er, og hvad han har gjort for os. Derfor beder vi: Helliget blive dit navn! Og Gud giver sit til kende for os i Evangeliet, og sådan giver han os troen.

Det andet er, at vi er tilbøjelige til at leve på egen hånd og tænke, at vi skal klare alt selv, og at vi er herre i vort eget lille rige. Men det er løgn. Derfor må vi bede Gud, om at lade hans rige komme til os. Da bliver alle dage levet hos ham!

Det tredje er store problem for os er, at vi let tænker, at det, vi gerne vil, også selvfølgeligt er godt for os. Og tænker vi sådan, lægger vi planer ud fra vor egoisme og selviskhed. Vi er i stor nød. Og vi må bede: Fader, ske din vilje som i himlen, således også på jorden.

Det fjerde er, at vi ikke kan holde os selv i live, ikke engang en enkelt nat eller en enkel dag. Derfor må du bede Gud om dagligt brød hver eneste dag. ”Dagligt brød” er alt, hvad vi behøver. Tænker vi, at den bøn er unødvendig, er det udtryk for, at vi lever uden Gud. Vi overser, at det var Gud, der holdt os i live denne nat og også sørger for mad og klæder i dag. Vi har desperat brug for at bede denne bøn: Giv os i dag vort daglige brød.

Det femte er, at du er skyldig overfor både Gud og mennesker. Du skylder også at tilgive dem, som har skyld overfor dig. Derfor beder du: Forlad os vor skyld, som vi forlader vore skyldnere! Og det kan vi gøre, fordi Jesus på korset bar vor skyld og tog vor straf.

Det sjette problem er fristelser. Måske er det største problem her er, at vi kan bilde os selv ind, at det, der frister os, er godt for os, så vi faktisk søger at få og opnå det. Og da går vi lige i fælden. Du må bede Gud om. at du ikke går i fælden, men at han advarer og beskytter dig mod at synde mod hans bud. Bed: Led os ikke ind i fristelse!

Det syvende, som vi må bede om, er at blive friet fra det onde og den Onde. i verden. Hvem skal redde os fra det onde i verden i os selv og fra den Onde, fra Djævelen? Det er det kun én, der kan: Vor Fader, som er i himlene, vor Fader, som sendte sin Søn ind i denne onde verden, vor Fader, som til sidst vil befri sine børn og skabningen fra lidelse og ondskab. Derfor må du bede: Fri os fra det onde!

 

Afslutning

Og hvad er der så tilbage at sige til Vor Fader, som er i himlene? Jo, at sige: For dit er riget, magten og æren i evighed. Amen.

Tilbage til prædiken-oversigtDen evangelisk-lutherske Frikirke. post@vivit.dk