Ikke forladt

Julesøndag 28.12.2025 i Kbh. (LGJ)

Matthæusevangeliet 2,13-18
Da de var rejst, se, da viser Herrens engel sig i en drøm for Josef og siger: "Stå op, tag barnet og dets mor med dig og flygt til Egypten, og bliv dér, indtil jeg siger til. For Herodes vil søge efter barnet for at slå det ihjel." Og han stod op, og mens det endnu var nat, tog han barnet og dets mor med sig og drog til Egypten. Og dér blev han, indtil Herodes var død, for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten, der siger: "Fra Egypten kaldte jeg min søn."

Da Herodes nu indså, at han var blevet narret af de vise mænd, blev han rasende; og i Betlehem og i hele dens omegn lod han alle drenge på to år og derunder myrde, ud fra den tid, han havde fået opgivet af de vise mænd. Da opfyldtes det, som var talt ved profeten Jeremias, der siger: I Rama høres råb, gråd og megen klage; Rakel græder over sine børn, hun vil ikke lade sig trøste, for de er ikke mere.

1. Ikke forladt

Det er tungt at føle sig forladt. Forladt af forældre. Forladt af søskende. Forladt af en ven. Forladt af Gud. Alene. Sådanne følelser kan vi også få efter dage med fællesskab og glæde, når festen er forbi.

Evangeliet fortæller, at det var Marias og Josefs situation. Da vismændene var rejst, … De havde haft store oplevelser og et særligt fællesskab. Hyrder, vismænd, tilbedelse, stjernen og Guds ord om barnet gennem engle og gennem profeten Mika, at Kristus skulle fødes i Betlehem og være hyrde for sit folk. Alt det havde omgivet dem. Men nu vismændene rejst. Var de nu forladt? Nej! Når de så på barnet Jesus, vidste de, at de ikke var forladt. Kristus, Herren, var hos dem. Desuden havde de guld, røgelse og myrra, som udrustning og hjælp til det liv, der lå foran dem.

Sådan også med os. Gud har udrustet os og sørger for os i det liv, der ligger foran os. Det liv er fyldt med kald og opgaver. Og Gud har i julen givet os gaver, så vi kan påtage os opgaver i hverdagen. Livet efter jul leves i en verden, der er ond og nogle gange forfærdelig ond. Men netop i denne vores verden er Jesus Guds Søn født. Og han siger selv i slutningen af evangeliet: ”Og se, jeg er med jer alle dage, indtil verdens ende” (Matt 28,20).

2. Men hvordan ”ikke forladt”?

Vi må gøre, ligesom Maria og Josef. De så på barnet og huskede alle ordene fra Gud. De havde englen Gabriels ord til Maria, da barnet blev undfanget af Helligånden. De havde Herrens engels ord til Josef, da han sov. De havde hyrdernes ord, at barnet var Kristus, Frelseren. De havde de vise mænds gaver og stjernen og profetordet, som havde ført vismændene til Betlehem. Når Josef og Maria så på barnet og holdt fast ved Ordet fra Gud vidste de, at de ikke var forladt, men levede i Guds nærhed og under hans beskyttelse.

Sådan også med os. Vi har fået de samme ord. Gabriels, hyrdernes, profetens og de vise mænds ord. Og Jesus har selv sagt: Hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, der er jeg hos dem (Matt 18,20). Og han siger om nadveren: «Dette er mit legeme, som gives for jer. Gør dette til ihukommelse af mig!» «Dette bæger er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer. (Luk 22,19-20). Derfor kan vi rejse videre efter jul sammen med hinanden i Guds kirke. Jesus er hos dig. Han træder os helt nær, når vi hører Ordet og minder hinanden om det. Det giver os tillid til og tro på, at han er med os på vores rejse gennem livet.

Men hvad så, når du ikke kan mærke det, men i stedet føler, at Gud har forladt dig? Da kan du læse og høre, at Jesus selv blev forladt. Matthæus fortæller: Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst: «Elí, Elí! lemá sabaktáni?» -- det betyder: «Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?» (Matt 27,46). Jesus var totalt alene, da han bar vore synder. Han bar vores skyld på korset. Derfor ved vi, at Gud aldrig vil forlade os. For Jesus blev forladt for vor skyld, og han bad på korset: "Fader, tilgiv dem!"

3. Flygt

Matthæus fortæller nu, hvad Herren sagde, at Josef skulle gøre. Det er også Guds vejledning til os. Da de var rejst, se, da viser Herrens engel sig i en drøm for Josef og siger: "Stå op, tag barnet og dets mor med dig og flygt til Egypten, og bliv dér, indtil jeg siger til. For Herodes vil søge efter barnet for at slå det ihjel." Faktisk kunne Josef være flygtet med vismændenes guld og havde ladet Maria og Jesus i stikken. Men det var umuligt. For Guds ord og troen på Gud bandt ham til Maria og til barnet. Han lyttede til Guds kald: Stå op og tag barnet og dets mor med dig og flygt til Egypten.

Evangeliet, vi har hørt i julen, binder også os i tro og lydighed til Jesus Kristus i den kommende tid. For ligesom Herodes ville dræbe barnet Jesus og tage ham fra Josef, sådan er der også nogen og noget, der vil forsøge at slå Jesus ihjel i vores liv og dræbe ham. De vil tage ham fra dig.

Apostlen Paulus siger det sådan: Men du, Guds menneske, flygt fra alt dette og stræb efter retfærdighed, gudsfrygt, tro, kærlighed, udholdenhed og sagtmodighed. Strid troens gode strid, grib det evige liv (1 Tim 6,11-12). Blandt "alt dette" nævner han kærlighed til penge, som er en rod til alt ondt; og drevet af den er nogle blevet ført bort fra troen og har voldt sig selv mange smerter. Det ser harmløst ud, men det er farligt. Herodes foregav, at han ville tilbede barnet. Men sandheden var, at han ville dræbe det. Derfor skulle Josef skulle flygte til Egypten med Maria og barnet Jesus.

Gud siger til os: Stå op og flygt ind i den kristne menighed. Dér er dåbens frelsende bad. Dér er Frelsens ord. Og dér er Jesus med sit legeme og blod. Flygt derhen hver søndag. Og søg dagligt tilflugt hos Gud i bønnen. Gud vil høre vore bønner, så vi kan modstå fristelser og begær, som vil drage dig ind i verdslighed og ligegyldighed. Evangeliets ord og din menighed er dit tilflugtssted.

4. Josef gjorde det - og vi gør det

Og han stod op, og mens det endnu var nat, tog han barnet og dets mor med sig og drog til Egypten. Og dér blev han, indtil Herodes var død, for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten, der siger: "Fra Egypten kaldte jeg min søn." Mens det endnu var nat … Når vi ved, hvad der er Guds vilje, er der ikke noget at vente på. Vent ikke, når du ved, hvad Gud har sagt. Følg hans bud i dag. Hans vejledning er fuld af velsignelse. Hvis Josef havde ventet nogle dage, var det gået frygteligt galt. Han flygtede samme nat sammen med Maria og barnet. Og de blev i Egypten nogle år.

På samme måde er et kristent menneske fremmede og udlænding her i verden. Vort borgerskab er i himlene; derfra venter vi også Herren Jesus Kristus som frelser (Fil 3,20). Apostlen Peter kalder alle kristne ”fremmede”, selv om de har en hjemegn og et land at bo i her på jord (1 Pet 1,1-2). Vi er ”fremmede”. Men samtidig er vi Guds ”udvalgte”. Derfor er det ikke vigtigt, om vi lever i Egypten eller i Danmark, bare vi er, hvor Gud vil have os. Og mister vi vort jordiske fædreland, kan vi tænke på, at også Jesus var flygtning og fremmed. Han blev som barn flygtning i Egypten.

Flugten til Egypten var en opfyldelse af Guds plan. Det skete for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten, der siger: "Fra Egypten kaldte jeg min søn." Gud havde jo kaldt sit folk ud fra Egypten og befriet det. Folket kaldte han sin ”søn”. Men hvordan opførte folket sig? Hvor var deres lydighed og trofasthed? Nej, folket holdt ikke den pagt, Gud sluttede med dem på Sinai. Når Guds egen Søn måtte til Egypten, var det for at Skriften kunne gå i opfyldelse, og at han kunne være Guds lydige Søn, der blev folkets frelser. Ligesom Guds folk blev døbt i Det røde Hav og udfriet, sådan blev Jesus døbt i Jordan for at opfylde Skriften. Ligesom Guds folk levede i ørkenen i 40 år, sådan måtte Jesus i 40 dage fristes i ørkenen. Jesu liv blev en opfyldelse af alt det, Gud havde sagt, at hans Søn, folket Israel, skulle gøre, men ikke gjorde. Og til sidst døde Guds søn på korset og betalte løsesummen for at frelse sit folk. Det gjorde han også for os, så vi ved tro og dåb kunne blive Guds børn og høre med til hans folk i den kristne kirke.

5. Trøst, når der ellers ikke er trøst

Evangeliet slutter med gråd: Rakel græder over sine børn, hun vil ikke lade sig trøste, for de er ikke mere. Hvor er trøsten, når døden hærger, og når menneskers ondskab og djævelsk ondskab rotter sig sammen i krig, og når vores verden synes at gå under? Hvor var trøsten, da barnemordet i Betlehem fandt sted? Trøsten var i Egypten! For Jesus er Trøsten. Han var og er i denne verden. Verden var ikke forladt af Gud. Han var i verden, og verden kendte ham ikke.

Død og lidelse hærgede dengang og hærger i dag. Men Gud er med os og hos os. Jesus Kristus, Guds Søn fra evighed, har opslugt døden for altid. Og han skal tørre alle tårer bort. Han besejrede kong Herodes og vandt over soldaternes ugerning i Betlehem. Gud tog de dræbte børn i Betlehem hjem i herlighed. Derfor var der håb for børnene.

Guds Søn er gået ind under al synd, lidelse og død for at besejre og ordne det indefra og nedefra. Han har gjort det som menneske og Gud for os og for alle. Derfor er der er håb for dine børn, Rakel! Og der er håb for os, som lever i mørke og dødens skygge. Det har trøstet kristne til alle tider. Det har trøstet dem, som døde for troens skyld. Når de følte sig svigtet og forladt, var de hos Jesus. Han trøstede dem. Og han trøster os. Han hjælper os til at flygte ind i den kristne kirke og holde fast ved Evangeliet. Så er vi aldrig forladt. For Jesus er vores trøst. Amen.

Den evangelisk-lutherske Frikirke. post@vivit.dk