Forside www.vivit.dk
Oversigt over prædikener
Mens du tænker ...
Prædiken på juleaftens dag 24.12.2025 i Aarhus, LGJ
Matthæus 1,18-25
Med Jesu Kristi fødsel gik det sådan til: Hans mor Maria var forlovet med Josef, men før de havde været sammen, viste det sig, at hun var blevet med barn ved Helligånden. Hendes mand Josef var retsindig og ønskede ikke at bringe hende i vanry, men besluttede at skille sig fra hende i al stilhed. Mens han tænkte på dette, se, da viste Herrens engel sig for ham i en drøm og sagde: "Josef, Davids søn, vær ikke bange for at tage Maria til dig som hustru; for det barn, hun venter, er undfanget ved Helligånden. Hun skal føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus; for han skal frelse sit folk fra deres synder." Alt dette skete, for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten, der siger: "Se, jomfruen skal blive med barn og føde en søn, og de skal give ham navnet Immanuel" - det betyder: Gud med os. Da Josef var vågnet op af søvnen, gjorde han, som Herrens engel havde befalet ham, og tog hende til sig som sin hustru. Men han lå ikke med hende, før hun fødte sin søn. Og han gav ham navnet Jesus.
1. MENS VI TÆNKER
Mens han tænkte på dette …
Nogle gange handler vi impulsivt og får ikke tænkt os om. Det kan gøre ondt. Da er det godt at mærke andres tilgivelse og kærlighed, så vores tankeløshed ikke fik lov til at skille os ad. Tilgivelse er en stor gave!Andre gange tænker vi grundigt om, fordi vi skal træffe en tung beslutning. Vi ser ikke nogen god vej ud af problemet. Da fyldes tanken med frygt. Vi frygter at miste og skade andre. Vi frygter, hvad der vil ske, uanset hvad vi beslutter os for.
Josef stod i en vanskelig situation. Hans trolovede Maria var gravid. Der måtte jo være en anden mand. For han havde ikke selv ligget med Maria. De var jo kun trolovet. Der var sket noget med hende. Han vidste ikke hvad. Han tænkte. Skulle han bryde trolovelsen og i stilhed skille sig af med Maria. Han tænkte jo, at hun havde været ham utro. Han forstod ingenting. I tankerne var nåede han frem til at skille sig fra hende, selv om det var en umulig tanke. Han havde besluttet sig. Og nu gik han og tænkte over sin beslutning, før han førte den ud i livet.
Sådan kan der også komme noget ind i vores liv med vore nærmeste. Utroskab, svigt, misforståelser og hårde ord. Det kan splitte ægteskaber og familier. Hvad kan vi stille op? Vi tænker. Men vore tanker viser os jo aldrig hele sandheden. Vi ser det mest fra vor egen synsvinkel. Åh, bare dog vi kunne få talt med hinanden!
Mon Josef talte med Maria om at hun var gravid? Det fortæller teksten os ikke noget om. Men vi ved fra Lukas-evangeliet, at Maria besøgte Elisabeth og Zakarias i Judæas bjergland, hvor de boede. I hele 3 måneder. De forstod hende fuldt ud. Kunne Josef måske have rejst ned og talt med dem? Men måske han stolede alt for meget på sin forstand og mente, at han måtte være mand for at træffe beslutningen uden hjælp fra andre.
Josefs kærlighed til Maria var blevet til frygt. Kærligheden, som udholder alt, tror alt og håber alt, var drevet ud af hjertet. Han stolede mere på sine egne tanker end på sin kære Maria. Og vi forstår hans dilemma.
Vore tanker kan også spærre for kærligheden, når der kommer noget ondt ind imellem os og andre: Mellem forældre og børn. Og det er meget skidt, når vi træffer beslutninger på grund af frygt.
Det er måske kun små ting. Men små misforståelser vokser sig store, fordi man ikke får talt om det. Eller der opstår noget med vanskelig kollega på arbejdet. Kollegaen har det måske svært med sygdom eller andet, som du ikke ved om. Du tænker ud fra det, du ser, men forstår ikke kollegaens vanskelige baggrund. Eller samtalen mellem ægtefæller er gået i stå. De deler ikke længere deres tanker med hinanden.
Mens du tænker på det og overvejer, hvad du skal gøre, taler Gud til dig, som han talte til Josef:
2. GUD TALER
Se, da viste Herrens engel sig for ham i en drøm og sagde: "Josef, Davids søn, vær ikke bange for at tage Maria til dig som hustru; for det barn, hun venter, er undfanget ved Helligånden. Hun skal føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus; for han skal frelse sit folk fra deres synder."
Marias barn var ikke en anden mands barn. Barnet var Guds Søn, Messias, Kristus. Det fortalte Herrens engel Josef i en drøm. ”Josef, Davids søn, vær ikke bange for at tage Maria til dig som hustru.” Giv dig trygt til hende som hendes som ægtemand. Frygt ikke!
Det barn, som han havde tænkt sig frem til var problemet, blev nu løsningen på problemet, ja endda alle menneskers frelser. For barnet er undfanget ved Helligånden. Gud, din Herre, er selv er på vej til at lade sig føde af en jomfru. Nu giver Gud Josef og Maria det barn, han havde lovet på syndefaldets dag. Kvindens afkom. Ikke en mands, men kvindens! Jomfruens. ”Kvindens afkom skal knuse slangens hoved” (1 Mos 3,15). Det havde Gud lovet. Og det vidste Josef fra Den hellige Skrift. Giv ham navnet JESUS. For han skal frelse sit folk fra deres synder. Nu fattede han det!
Den stolte mand, som var på nippet til at forlade sin trolovede, måtte ydmyge sig. Han havde taget fejl. … Hvad ville hans familie og venner mon sige? De vidste jo, at barnet ikke var hans. Han måtte bære skammen på grund af barnet og Maria. Men nu var hans egne tanker gjort til skamme. Hans frygt var forvandlet til fred. For barnet skulle frelse sit folk fra deres synder. Han ville bære skammen sammen med Maria.
Det er også vores redning, at Jesus blev født. Han kom for at frelse os fra vore synder. Det betyder helt enkelt, at han har frelst os fra alt det, der kan komme ind imellem os og skille os fra hinanden og fra Gud. Syndens væsen er jo, at den adskiller mennesker fra hinanden og fra Gud. Men Jesus forener, fordi han frelser os fra vore synder!
Når vi i vore tanker anklager hinanden og giver hinanden skyld, da taler Gud til os og siger: Al den synd og skyld, som sætter dig i et dilemma lige nu, den er Jesus kommet for at frelse dig fra. Din ægtefælles og dine børns urimelige opførsel har Jesus taget sig af. Også dine forældres måde at være på. Ja, også din arbejdsgivers og nabos synd er lagt på Jesus. Også den synd, som du ser hos dine brødre og søstre i menigheden, har Jesus taget på sig. Plus dine egne mange synder. Dem alle.
Herren reddede Josef ved at vise ham, at det, han tænkte om Maria, var forkert. Det gjorde han ved at fortælle ham om hendes barn, om Jesus, der vil frelse fra sit folk fra deres synder.
På samme måde redder Herren, vor Gud, også vort fællesskab med hinanden. Når vi kun lytter til os selv, og når det er ved at gå galt i vort forhold til hinanden, forkynder Gud om Jesus. Da kommer frelsen og tilgivelsen ind i vore tanker og hjerter
Og da skal vi i ikke mere gå rundt i vore egne tanker, men i Guds tanker. Derfor er det afgørende for os, at høre Guds ord og Guds tanker og beslutninger. Derfor går vi til gudstjeneste om søndagen og læser i Den hellige Skrift i ugens løb. Sådan hjælper Gud os, ligesom han hjalp Josef.
3. DERFOR GØR VI, HVAD HERREN BEFALER OS
Da Josef var vågnet op af søvnen, gjorde han, som Herrens engel havde befalet ham, og tog hende til sig som sin hustru. Men han lå ikke med hende, før hun fødte sin søn. Og han gav ham navnet Jesus.
Josef hørte, hvad Gud sagde til ham. Sådan fik han tilliden til Maria tilbage sammen med troen på, at det lille barn var Guds egen Søn og folkets frelser. Derfor gjorde han, som Herrens engel befalede: Han tog Maria til sig som sin hustru, og han gav sig til Maria som hendes ægtemand og som barnets beskytter. Det blev hans liv.
Vi kan ligesom Josef påtage os alle opgaver, som er lagt hen til os i det liv, Gud har givet os i ægteskab, familieliv, arbejdsliv og i den kristne menighed Det kan vi gøre, fordi Jesus har frelst os fra vore synder, som ellers ville splitte os ad.
Bøn: Kære Far i Himmelen, fortæl os om din tilgivelse, så den må leve i vort hjerte og i vore tanker denne jul og altid (Fil 4,7). Amen.
Den evangelisk-lutherske Frikirke. post@vivit.dk