Forside www.vivit.dk
Oversigt over prædikener - Søg en prædiken

To mænd går op for at bede 11. søndag e. trinitatis, 1. september 2019 i Aarhus, LGJ. Salmer: 690v1-4, Es 30v15, 190, 449 // 510, 430, 45, Ef 3:20-21. Evangelium: Lukas 18,9-14 Til nogle, som stolede på, at de selv var retfærdige, og som foragtede alle andre, fortalte Jesus denne lignelse: "To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var en farisæer, den anden en tolder. Farisæeren stillede sig op og bad således for sig selv: Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabs­brydere, eller som tolderen dér. Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele min indtægt. Men tolderen stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen, men slog sig for brystet og sagde: Gud, vær mig synder nådig! Jeg siger jer: Det var ham, der gik hjem som retfærdig, ikke den anden. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes." Det er ikke sjovt, hvis alle ser skævt til os. Det er ikke til at holde ud, hvis man hele tiden bliver mødt af anklager. Og da slet ikke, hvis de er sande. Vi behøver, at vore nærmeste anerkender os og respekterer os – og hvis de ikke kan, da behøver vi, at de tilgiver os. Som kristne ved vi, at vi også behøver Guds anerkendelse. Han er den Almægtige, som vi står til regnskab for. Og når vi har handlet ondt og forkert, ved vi, at vi skal tale med ham om det – og også med vores næste. Ikke for at bortforklare og få forståelse, men for at få tilgivelse. Det er retfærdiggørelsen. Den kristne forståelse af ”ret­færdiggørelse” er anderledes end vi bruger ordet i hverdagen. Retfærdiggørelse er, at vi, selv om sagen står dårligt for os og vi har tabt den, så bliver vi retfærdiggjort af nåde ved Kristus! I. Retfærdiggørelse i hverdagen Når man skal retfærdiggøre noget, man har gjort, ligger der i det, at det nok ikke er indlysende. Det er et problem. Men så retfærdiggør man det, man gjorde med en række forklaringer – og / eller bortforkla­ringer. Man fortæller, hvorfor man gjorde det. Årsager. Så kan du nok forstå, at jeg gjorde det på den måde. Jeg kunne jo ikke gøre det så meget bedre. Tænk på min opvækst. Tænk på situationen. Tænk på de mennesker, som stod omkring mig. Jeg skulle også træffe et hurtigt valg. Og desuden var der nogen, som pressede mig, forventningspres. Jeg var nødt til at handle hurtigt. Og jeg tog fejl. Men når I tager det hele med, så vil I nok retfærdiggøre mig. Jeg gjorde mit bedste. Så er jeg retfærdiggjort. Men så let går det ikke, hvis du er for retten. Når vidnerne udtaler sig, og når der er en dommer, må vi finde os i, at andre udtaler sig, og at dom­me­­­ren træffer en afgørelse ikke kun ud fra, at vi mener, at vi kan retfærdiggøre os selv, men ud fra, hvad der faktisk skete. Og det er, hvad Jesus nu vil vise os: nemlig, at der er en anden, som dømmer og afgør i dit liv. Nemlig Gud. Den Almægtige. Din Skaber. Din Herre. Den Alvi­dende. Den Evige. Den allesteds nærværende. Ham, som vi lever, røres og er i. Gud. Og nu ved vi, at Faderen har overladt dommen til sin Søn. Hvad siger Jesus til det, du har gjort, hvordan du har været, hvordan du er inderst inde, og de skader du har forvoldt? Ikke ved en parkering af din bil, men den måde, du parkerede dig selv på i forhold til din kone, dine børn, dine venner, dine medkristne, din nabo – og også i forhold til din Gud og Skaber. II. Retfærdiggørelse over for Gud Vi får lov at spejle os i to mænd, som gik op for at bede. To mænd. Hvor godt, når en voksen mand går op for at bede. Han har ikke nok i at vaske sin bil og tælle sine penge om søndagen. Han har ikke nok i at dyrke sig selv med sport og fitness. Han skal i kirke. – Men hvorfor? a) Den ene mand: Den ene kommer for at fortælle Gud, hvordan det gik i ugens løb. Han gav tiende af hele sin indtægt. Der var ikke noget at komme efter. Han holdt ikke noget af sin indtægt uden for sit gudsforhold. Det kunne mærkes. Der kom virkelig penge i kirkebøssen. Enkerne i byen, som fik af disse penge, kunne mærke det. Desuden fastede han 2 gange i løbet af ugen. Han gav afkald på luksus. Og når han fastede, kunne han bede desto mere til Gud og blive mere bevidst omkring den måde, han skulle leve på. Den mand behøvede virkelig ikke at retfærdig­gøre sig selv. Han var jo nærmest perfekt. Han takker Gud, at han ikke er som andre mennesker – og visse andre i kirken. Jesus chokerer med at fortælle, at han ikke gik retfærdiggjort hjem. Han stod til at blive dømt! Hvad var hans fejl? Jesus forklarer: ”For enhver, som ophøjer sig selv skal ydmyges.” Når du har været god og gjort meget godt, da ophøjer du dig måske dem, som var dovne og ikke fik gjort det. Du taler med dine nærmeste om, at det er for dårligt med ham eller hende. Kritik. Du fordømmer – og er selvtilfreds. Og med urette! JESUS viser os denne farisæer for at advare os om, at vi kan tage grueligt meget fejl af os selv. Paulus siger i Romerbrevet 3, at der ikke er noget menneske, som er retfærdigt. Alle har syndet og mangler herligheden fra Gud. Alle. Ham, som svigter gudstjenesten og lever uden Gud. Men også den trofaste kirkegænger. Dig. Mig. Også de, som er gode til at lovprise Gud og synes at det går glimrende. Men hvor er beviset på, at du er en fordømt synder? Det ligger i den måde, du lever på. Og i at du en dag skal dø. For døden er syndens løn. Derfor er du en synder, også selv om du ikke indser det. I din selvgladhed har du måske sat dig selv i Guds sted og stoler på din egen fromhed og ser ned på andre. Der er mange beviser. Det er bl.a. derfor, vi har brug for at gå i kirke og høre en kristen prædiken som nu i dag, så vi ser og indser, at vi har brug for at Gud retfærdiggør os ved at tilgive os. b) Den anden mand: Jesus fortæller, at den anden var tolder. Livet er blevet umuligt for ham. Han har det ikke godt. Han kommer i kirke med sin skyld. Og han har ikke noget at sige til sit forsvar. Han retfærdiggør ikke sin livsstil og den måde, han havde tjent sine pengene på. På bag­grund af, at Jesus fortæller, at han var tolder, kan vi forestille os, at han var blevet rig på andres be­kost­ning. Havde ikke fastet og havde ikke givet tiende af alt, tværtimod. Men i stedet for at kom­me med bortforklaringer og undskyldninger, sagde han dette ord: ”Gud, vær mig synder nådig”. Mon Gud var der? Mon Gud hører, når det er dig, der kommer sådan i kirke? Eller er det hele bare noget mennesker har fundet på? Kan du lige så godt blive hjemme og forsøge at forbedre dig? Er det dig, der skal vinde andres og Guds respekt? Eller er det en gave, du kan få af Gud? Det er en gave. Du får den i evangeliet! Du ser, at der ikke er nogen undskyldninger og nogen måde, du kan retfærdiggøre dig selv på. Og du ser Jesus på korset. Du ser offerlammet, som ofrede sit blod for dig. Det var derfor tolderen kom i templet, hvor der var et alter. Her var det sonoffer, som Gud havde lovet at se hen til, så folkets synder kunne blive tilgivet, og så mennesker kunne blive retfærdiggjort ikke af sig selv med bortforklaringer, men af Gud på grund af det offerdyr, som blev bragt for folkets synd. III. Du går op for at bede Når du går op for at bede, da er Gud der allerede – omgiver dig – kender dig – og vil nu omslutte dig med tilgivelse. Jesus er offerlammet, som har rejst sig fra forsoningsalteret. Hvad sker så? Tolderen bad: ”Forson dig med mig synder!” Han indrømmer og bekender – og beder om Guds nåde. Og du beder: Gud tilgiv mig og hjælp mig i dag! Og Jesus siger til tolderen og dig: ”Sandelig siger jeg jer: Du går retfærdiggjort ud i den nye uge – og i den nye dag!” Her får vi den bedste grund til at gå op at bede om søndagen – og til at stå op til morgenbøn hver dag. Gør det! Du behøver det. Og hvad får andre så ud af det? At du ikke ophøjer dig over dem længere. Din mund er lukket med den slags tomme snak om at du er bedre end andre. Og tilgivelsen hjælper dig også til at give almisse, faste og beder til Gud, som Jesus lærer os det i Matthæus 6, hvor han gav os ”Fadervor”. Du lever som Guds kære barn – til gavn for din næste, fordi Gud har retfærdiggjort dig af nåde. Amen. Den evangelisk-lutherske Frikirke. post@vivit.dk