Johannes 11,19-45: Mange jøder var kommet ud til Martha og Maria for at trøste dem i sorgen over deres bror. Da nu Martha hørte, at Jesus var på vej, gik hun ud for at møde ham; men Maria blev siddende inde i huset. Martha sagde til Jesus: »Herre, havde du været her, var min bror ikke død. Men selv nu ved jeg, at hvad du beder Gud om, vil Gud give dig.« Jesus sagde til hende: »Din bror skal opstå.« Martha sagde til ham: »Ja, jeg ved, at han skal opstå ved opstandelsen på den yderste dag.« Jesus sagde til hende: »Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø. Tror du det?« Hun svarede: »Ja, Herre, jeg tror, at du er Kristus, Guds søn, ham som kommer til verden.« Da hun havde sagt det, gik hun tilbage og kaldte ubemærket på sin søster Maria og sagde: »Mesteren er her og kalder på dig.« Da Maria hørte det, rejste hun sig straks op og gik ud til ham. Jesus var endnu ikke kommet ind i landsbyen, men var stadig dér, hvor Martha havde mødt ham. Jøderne, som var inde i huset hos Maria for at trøste hende, så, at hun hurtigt rejste sig og ville ud; de fulgte efter hende, da de mente, at hun gik ud til graven for at græde dér. Da nu Maria kom ud, hvor Jesus var, og så ham, faldt hun ned for hans fødder og sagde: »Herre, havde du været her, var min bror ikke død.« Da Jesus så hende græde og så de jøder græde, som var fulgt med hende, blev han stærkt opbragt og kom i oprør og sagde: »Hvor har I lagt ham?« »Herre, kom og se!« svarede de. Jesus brast i gråd. Da sagde jøderne: »Se, hvor han elskede ham.« Men nogle af dem sagde: »Kunne han, som åbnede den blindes øjne, ikke også have gjort, at Lazarus ikke var død?« Da blev Jesus atter stærkt opbragt, og han går hen til graven. Det var en klippehule, og en sten var stillet for den. Jesus sagde: »Tag stenen væk!« Martha, den dødes søster, sagde til ham: »Herre, han stinker allerede; han ligger der jo på fjerde dag.« Jesus sagde til hende: »Har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed?« Så tog de stenen væk. Jesus så op mod himlen og sagde: »Fader, jeg takker dig, fordi du har hørt mig. Selv vidste jeg, at du altid hører mig, men det var for folkeskarens skyld, som står her, at jeg sagde det, for at de skal tro, at du har udsendt mig.« Da han havde sagt det, råbte han med høj røst: »Lazarus, kom herud!« Og den døde kom ud, med strimler af linned viklet om fødder og hænder og med et klæde viklet rundt om ansigtet. Jesus sagde til dem: »Løs ham og lad ham gå.« Mange af de jøder, som havde været med hos Maria og set, hvad Jesus havde gjort, kom nu til tro på ham.
Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader, og fra Jesus Kristus. Amen.
Lazarus’ sygdom og død hvilede som en tung skygge over hans og søstrenes liv. Og vi ved, hvad det handler om. For vi erfarer ligesom dem sygdom og død i vort eget liv, i familien og i vores menighed. Men hvorfor? Hvorfor skåner Gud os ikke for sådanne triste oplevelser?
Evangeliet viser os, at Jesus bevidst lod de to søstre erfare død og mørke, for at de kunne se Guds herlighed til sidst! Jesus sendte jo forud denne besked til dem: »Den sygdom er ikke til døden, men tjener til Guds herlighed, for at Guds søn skal herliggøres ved den« (v4). Gud fører os på samme måde. Han lader os erfare sygdom og død. Og han lærer os, at vor kristne tro og vores eksistens som menighed er truet, som om alt håb var ude. Men netop da er han hos os og siger: ”Jeg er Opstandelsen og Livet. Den, som tror på mig, skal leve, selv om han dør!”
I. Når vi er syge og har mistet …
Når vi selv eller en af vore kære bliver alvorligt syge, lider vi med dem. Og når døden rammer, fyldes vi af sorg. Sygdom og død kaster igen og igen mørke skygger ind over vores liv. –
I evangeliet fortælles, at mange jøder kom ud til Martha og Maria for at trøste dem i sorgen over deres bror (v19). Hvor er det godt at høre og mærke! Og alligevel forblev sorgen hos dem. For ingen af jøderne kunne give Martha og Maria deres døde bror tilbage, ligesom vi heller ikke kan give hinanden vore kære tilbage fra de døde. Men vi kan give os til hinanden. I forbindelse med sygdom og død rykker vi tættere sammen. Og måske rykker vi også nærmere Gud?! Eller også rykker vi længere bort fra Gud?! Ikke fordi vi ikke ønsker ham, men fordi vi føler, at han måske har fjernet sig fra os. ”Hvor var du, Gud? Hvis du hører, hvad jeg siger, hvorfor griber du ikke ind?” Men er det i orden at sige sådan til Gud?
Martha og Maria stillede indirekte sådanne spørgsmål. Martha sagde: ”Herre, havde du været her, var min bror ikke død” (v21). Og Maria gentog det: Hun faldt ned for hans fødder og sagde: ”Herre, havde du været her, var min bror ikke død” (v32). Og Jesus bebrejdede dem ikke for at bede sådan.
På samme måde presser vore tunge tanker sig på, så vi tænker eller siger højt til Gud: ”Hvor var du, Gud, da sygdommen greb om sig, og mørket tog magten i min familie?” Da er det en gave at vide, at Gud selv har givet os sådanne bønner i Salmernes Bog:
Min sjæl er grebet af rædsel. Herre, hvor længe endnu? Vend tilbage, Herre, red mit liv, frels mig i din godhed! (Sl 6,4-5).
Hvor længe vil du dog glemme mig, Herre? Hvor længe vil du skjule dit ansigt for mig? Hvor længe skal jeg være bekymret i sindet og daglig have sorg i mit hjerte? Hvor længe skal min fjende triumfere over mig? (Sl 13,2-3).
Her får vi hjælpe til at bede til Gud med samme tillid, som Martha bad. Da hun havde sagt til Jesus: ”Hvis du havde været her …” tilføjede hun jo: ”Men selv nu ved jeg, at hvad du beder Gud om, vil Gud give dig!”
I samtalen med Jesus sagde hun også: ”Jeg ved, at han skal opstå ved opstandelsen på den yderste dag.” Det kan vi også sige, fordi vi midt under anfægtelse og lidelse trods alt kender Guds løfter og kender Jesus!
II. Guds svar på vor nød og vor bøn …
Hvilket svar fik Martha? Og hvilket svar får vi? Evangelisten viser os jo, at Martha og Maria havde ret. Jesus kunne have forhindret deres smerte, hvis han var kommet 4 dage tidligere. Men han udskød bevidst sin rejse, så Lazarus nåede at dø, før han ankom.
Gud kunne også forhindre, at vi bliver syge og dør. Men i stedet for bekræfter Gud overfor os, at døden kommer fra ham. For var det ikke Gud, der sagde til Adam: ”Af jord er du kommet, til jord skal du blive!” Og ”syndens løn er døden”. Gud står bag disse ord og bag dødens og dommens virkelighed.
Derfor kalder Jesus heller ikke sig selv for ”livs-forlængeren”. Livsforlængelse ville jo indebære, at vort nuværende liv ville fortsætte evigt. Og dermed ville syndens væsen i os fortsætte og blive ved med fortsat begær, bekymringer, troløshed, svigt, isolation, ensomhed og skyld. Var det mon ikke derfor, Gud efter syndefaldet forhindrede Adam og Eva at spise af Livets træ og drev dem ud af Edens have, så de ikke skulle leve evigt som syndere? Jo. Og i stedet gav Gud dem løftet om det menneskebarn, som skulle knuse slangens hoved. Når de døde i denne tro, ville de få en salig opstandelse!
”Livsforlængelse” frelser ingen. Det ville kun være en udsættelse af dommens dag. Men hvis vi i stedet kan dø bort fra synden og opstå med Kristus, da er vi frelst. Og det er netop, hvad Jesus giver os i evangeliet: Opstandelse og evigt liv. Når Jesus siger: ”Jeg er Opstandelsen”, siger han indirekte, at han selv skal dø. Ellers kan han jo ikke være Opstandelsen. Han dør og opstår. Sådan bliver han Opstandelsen. Han dør for os! Virkelig! Han vil være sonofferet for Lazarus’, Marthas, Marias og jødernes synder. Og for vore synder! Derfor gælder det også: ” Den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø!”
Jesus giver os derfor det, der er langt større end Lazarus’ opvækkelse fra de døde til et fortsat liv i dødens verden. Vi har løfte om evigt liv og frelse. Dette løfte lyser ind i mørket og dødens skygge. Det rækker ind i dit personlige liv og ind i jeres familieliv. Det gælder, når sygdom i familien driver jer sammen. Det gælder, når I mister en af jeres kære. Derfor kan I trøste hinanden, selv om sorgen er ufattelig stor. Og det gælder, når I næste gang holder begravelse. Jesus spurgte Martha: ”Tror du det, Martha?” Og hun svarede: ”Ja. Jeg tror, at du er Kristus, Guds søn, ham, som kommer til verden.” I denne tro kan vi sige til hinanden: ”Jesus er Opstandelsen og Livet.”
III. I dåben døde vi og blev begravet, som Lazarus, og lever med Jesus
Fra nu af kunne Lazarus trøste sig med, at han engang havde været død og var vakt til live af Jesus. Ville Jesus så ikke også være hans frelser, når han for altid skulle dø bort fra denne verden?
Vi, som er døbt i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, har en lignende trøst og vished. For vi blev i dåben begravet med Kristus til døden, og vi opstod med ham. Det siger apostlen Paulus jo i Romerbrevet: ”Vi blev altså begravet sammen med ham ved dåben til døden, for at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv. For er vi vokset sammen med ham ved en død, der ligner hans, skal vi også være det ved en opstandelse, der ligner hans” (Rom 6,4-5). Det giver os vished om, at Gud ikke vil efterlade os i graven. Han vil heller ikke overlade os til Helvedes straf. For vi er døde og begravet med Kristus i dåben. Og vi er i dåben opstået med Kristus. Han rensede os fra synden og lovede os evigt liv.
Da gør det ikke så meget, at Herren lader os vente i 4 dage, ligesom Martha og Maria måtte vente. De fik jo Gud herlighed at se. Det er kun godt, at Gud lader os erfare vores forgængelighed af og til. For da lyser Jesus så meget klarere for os og giver os sin herlighed, så vi kan trøste hinanden med opstandelsens håb: ”Jesus er sandelig Opstandelsen og Livet”. Det tror vi. Det vil vi samme forkynde til hinanden og til andre. Amen.