Søndagens evangelium 13. sep. 2026: Lukas 10,38-42.
- Martha tog imod Jesus (v38) og var travlt optaget af at sørge for ham og hans disciple.
- Marias tog imod Jesus (v39). Hun satte sig ved hans fødder og lyttede til ham.
Jesus kritiserer ikke Martha for det hun gør. Men han viser hende mildt og tydeligt, hvad der er ”fornødent”, da hun kritiserer Maria overfor ham.
v38: Mens de var på vandring …
Lukas fortæller, at Jesus er på vandring. I kapitlet forud fortælles, hvor Jesus var på vej hen: Da tiden var ved at være inde, til at Jesus skulle optages til himlen, vendte han sig mod Jerusalem som målet for sin rejse. (Luk 9,51). Og lige forinden læser vi: Men en samaritaner, som var på rejse, kom hen til ham, og han fik medynk med ham, da han så ham. (Luk 10,33). - Det var på den rejse, at Jesus besøgte Martha og Maria. På sin rejse kom han til Marthas og Marias landsby og hus.
Han kommer til os på søndag for at vi skal høre om hans rejse til Jerusalem, hvad han gjorde for os, og han har medynk med os.
v38: og en kvinde ved navn Martha tog imod ham. … v40: Martha var travlt optaget af at sørge for ham.
Martha tog imod Jesus for at tjene ham og varte ham op. ”Tage imod” er meget mere end at registrere, at en person kommer ind. Det betyder at byde velkommen, varte op og tage sig godt af. Læs om Abraham, der tog imod Herren i 1 Mosebog 18,1-3. Vi tager også imod Jesus om søndagen. Og vi tager imod hinanden.
- Læs Markus 9,37 om at tage imod et barn og dermed tage imod Jesus. Tal om, hvordan man tager imod et barn.
- Læs Romerbrevet 15 vers 1-7 og overvej vejledningen. Og at det er Skriftens ord, som giver os håb til at tage imod hinanden.
v39: Hun havde en søster, som hed Maria; hun satte sig ved Herrens fødder og lyttede til hans ord.
Maria tog imod Jesus ved at lytte og lade Ham tjene hende med sit ord. Det var Maria, som senere salvede Jesus forud for hans død. Læs Joh 11,1-2 og 12,3-8. Som en af de få vidste hun, at Jesus skulle dø i Jerusalem. Lærte det ”ved Jesu fødder”, da han på besøgte hende og Martha? Han fortalte måske, hvad der var målet for hans rejse og den barmhjertige samaritaner, som var på rejse?
- Tal om, hvad det vil sige at sidde ved Jesu fødder, og hvad det giver os! Læs 1 Korintherbrev 15,1-3.
- Overvej, hvad Gud gør ved os, når vi hører om Jesu korsfæstelse for os. Se Apostlenes Gerninger 2,37 og 41.
- Hvad har en kristen taget imod fra Gud? Se Kolossenserbrevet 2,6 og 2 Korintherbrev 6,1.
v40: Hun kom hen og sagde: «Herre, er du ligeglad med, at min søster lader mig være alene om at sørge for dig? Sig dog til hende, at hun skal hjælpe mig.»
Marthas kritik lyder rimelig. Vi skal jo tage os af hinanden. Hun mener også, at Jesus burde gribe ind. Sådan kan vi også kritisere i tankerne eller måske også sige det til Gud i bøn eller til andre kristne. Nogle gange er det rimeligt. Men andre gange er det os, der har brug for hjælp fra Jesus til at tage imod ham.
- Tal om kritiske tanker og ord. De kommer jo helt af sig selv. Hvordan gør vi? Hvordan bør vi ikke gøre?
v41-42: Men Herren svarede hende: «Martha, Martha! Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende.»
Jesus hjælper Martha og siger, at det er godt, hvad Maria har gjort. Når vi har mere travlt med, hvad vi kan gøre for Gud og Jesus, end hvad han har gjort og gør for os, da er der grobund for kritik af Gud og andre kristne.
- Overvej sammen, hvordan Jesus er tydelig og mild på samme tid og indbyder Martha til at gøre som Maria.
- Tal om, hvad nogle af de ”mange ting” er, som bekymrer os og gør os urolige.
- Og hvordan kan ”den gode del” hjælpe os, når vi fyldes af uro og kritik mod Gud og andre kristne? Læs Salme 73,26, som læses i gudstjenesten på søndag. Se også Salme 142,6.
Med kærlig hilsen pastor Leif G. Jensen