Og Menneskesønnen kom, han både spiser og drikker, og folk siger: Se den frådser og dranker, ven med toldere og syndere!" (Matthæus 11,19)
Den tids fromme og skriftkloge mente, at Jesus handlede uforsvarligt og i strid med Moseloven og gjorde sig lig med Gud, når han tilgav mennesker deres synder. For det kunne kun Gud gøre.
Når dine nederlag er så mange, at du har opgivet dig selv, og når du mærker, at du har ødelagt så meget i dit eget og andres liv, at der ikke er noget håb, da siger Jesus: ”Dine synder tilgives dig!” Han siger det, fordi han er Guds Søn, ét med Faderen. Han kan sige det, fordi han bar dine synder på korset. Derfor er det sandt, når han siger det. Og han siger det, uden at du har fortjent det. Det gør han!
Han siger det det til dig i evangeliet, når du hører, at Guds Søn døde på korset og bar verdens synd og opstod fra døden påskedag. Og han siger det til os i skriftemålet, når Herrens tjener siger: "Dine synder tilgives dig!". Og han bekræfter det for dig ved nadverbordet, når du modtager hans legeme og blod til syndernes forladelse.
At handle efter evangeliets ord er ganske enkelt at være glad for Jesus, sige ham tak og fryde sig over det, han har gjort for os. Det gør vi om søndagen i gudstjenesten og til hverdag, når vi læser hans ord, synger og beder.