Jakob forlod Be’ersheba og begav sig til Karan. Undervejs kom han til et sted, hvor han overnattede, fordi solen var gået ned. (1 Mosebog 28,10-11)
Det handler om patriarken Jakob i Gamle Testamente. Og det handler om os. For vi kender også til at overnatte, fordi solen er gået ned. Det er mørkt i dit liv. Du er urolig. Finder du hvile i nat? Dine planer er slået i stykker. Og det er din egen skyld. Du er en synder og har syndet mod Gud og dine nærmeste.
Jakob havde bedraget sin far og snydt sin bror. Han var i livsfare i familien. Og hans mor rådede ham til at flygte. Det gjorde han så. Det spørgsmål, som forfulgte ham var: ”Kan det nogensinde blive godt igen?” Forholdet til hans far og bror. Forholdet til Gud. Kan det nogensinde blive godt igen?
Vi kender spørgsmålet, når mørket omslutter os, fordi vi har svigtet og gjort noget, andre ikke kan tilgive. Eller der er sket noget, som ikke giver nogen mening i familien og menigheden. Kan det nogensinde blive godt igen?
Den nat fik Jakob en drøm. Han så en stige fra det sted han lå og sov. Den gik op til himlen. Og Guds engle gik op og ned ad den. Og med ét stod Herren foran ham og sagde: ”Jeg er din Fader Abrahams Gud og Isaks Gud. Den jord du ligger på, vil jeg give dig og dine efterkommere. … I dig og i dit afkom skal alle jordens slægter velsignes. Jeg vil være med dig og bevare dig overalt, hvor du går. Jeg vil ikke svigte dig, men gøre, hvad jeg har lovet dig.”
Så havde Gud ikke forladt ham. Gud ville velsigne alle jordens slægter gennem bedrageren Jakob. Og Gud ville være med Jakob på trods af hans svigt og snyd.
”Kan det nogensinde kan blive godt igen?” Du falder i søvn med det spørgsmål. Men i nattens mørke hører du Guds løfter til Abraham, Isak og Jakob. Gud velsigner dig gennem Jakobs afkom, dvs. gennem JESUS. Han blev født i Jakobs slægt. Jakobs drøm er gået i opfyldelse i evangeliet, i Jesus. Det, Gud har lovet at gøre for os, er stærkere synden og bedraget i vores liv. Gud tilgiver.
Når du hører evangeliet om JESUS er det som en drøm. Og når du vågner, er du i Guds virkelighed. Og Guds engle er hos dig. Amen.
Beretningen kan læses her:
1 Mosebog 28,10-22:
Jakob forlod Be'ersheba og begav sig til Karan. Undervejs kom han til et sted, hvor han overnattede, fordi solen var gået ned. Han tog en af stenene og stillede den som hovedgærde, og så lagde han sig til at sove på stedet dér. I drømme så han en stige, der stod på jorden; den nåede helt op til himlen, og Guds engle gik op og gik ned ad stigen. Med ét stod Herren foran ham og sagde: »Jeg er Herren, din fader Abrahams Gud og Isaks Gud. Den jord, du ligger på, vil jeg give dig og dine efterkommere. Dine efterkommere skal blive som jordens støv, og du skal brede dig mod vest og øst, mod nord og syd. I dig og i dit afkom skal alle jordens slægter velsignes. Jeg vil være med dig og bevare dig overalt, hvor du går. Og jeg vil føre dig tilbage til dette land; jeg vil ikke svigte dig, men gøre, hvad jeg har lovet dig.«
Da Jakob vågnede, sagde han: »Herren er i sandhed på dette sted, og jeg vidste det ikke!« Og han blev grebet af frygt og sagde: »Hvor er dette sted frygtindgydende! Det er jo selve Guds hus, det er himlens port!« Om morgenen tog Jakob den sten, han havde stillet som hovedgærde, rejste den som stenstøtte og hældte olie over den. Han gav stedet navnet Betel. Tidligere hed byen Luz. Så aflagde Jakob et løfte: »Hvis Gud er med mig og bevarer mig på denne rejse og giver mig føde og klæder, og hvis jeg vender tilbage til min fars hus i god behold, så skal Herren være min Gud; stenen her, som jeg har rejst som stenstøtte, skal være Guds hus, og alt, hvad du giver mig, vil jeg give dig tiende af.«