Og da de kom til det sted, som kaldes Hovedskallen, korsfæstede de ham og forbryderne dér, den ene på hans højre og den anden på hans venstre side. Men Jesus sagde: «Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.» Så delte de hans klæder ved at kaste lod om dem. Og folket stod og så på. (Lukas 23,33-35)
Når Jesus sådan går i forbøn for sine fjender, har vi virkelig grund til at bede: Forlad os vor skyld, som vi også forlader vore skyldnere.
Hvis vi kommer i tvivl, om Gud mon kan tilgive os, kan vi sammenligne det, vi har gjort, med det, Jesu fjender gjorde. Og for dem bad han: "Fader, tilgiv dem!"
Når vi beder om tilgivelse hos Gud, svinder vor egen vrede mod andre ind. Når Gud har tilgivet os og vil tilgive vor næste, da må vi bare takke og bede: "Far, hjælp mig også til at tilgive andre."
Så bed af hele dit hjerte: ”Forlad os vor skyld, som vi også forlader vore skyldnere!”