Bed sådan…

Uge 3, 12.–18. januar 2026

Derfor skal I bede således: Vor Fader, du som er i himlene! 

Sådan kan du begynde din bøn. Du sætter dig på din fars knæ og lægger hovedet ind til hans bryst og siger: Fader vor, du som er i himlene!

For at du kan have denne tillid, har du brug for at vide, at du er Guds kære barn. Men er du virkelig Guds barn?

Hør, hvorfor du er det, og hvordan du blev det. Gal 4,4-5: "Men da tidens fylde kom, sendte Gud sin søn, født af en kvinde, født under loven, for at han skulle løskøbe dem, der var under loven, for at vi skulle få barnekår." Barnekår er ikke noget vi giver os selv. Gud giver os det. Og han gør det ved at sende sin søn, født af en kvinde. Han blev født "under loven", dvs under vore livsvilkår og de krav, der stilles til et menneske. Det er julens begivenhed. Og som Gud og menneske løskøbte han os ved sin stedfortrædende død og opstandelse. Det er påskens begivenhed.

Deraf udspringer troen, hvorved vi bliver hans børn: "Og fordi I er børn, har Gud sendt sin søns ånd i vore hjerter, og den råber: Abba, fader!" (v6). Den tro gav Guds os sammen med dåben. Apostlen siger: "For I er alle Guds børn ved troen, i Kristus Jesus. Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus." (Gal. 3:26-27).

Når du beder, da tænk på, at Gud Søn blev født for at opfylde loven for dig. Tænk på, at Guds Søn døde og opstod for dig! Når du sådan sidder hos Gud, hvisker han alt dette gode ind i dit øre. Da vokser bønnen lige så stille frem i dit hjerte, i dit kammer og i hans kirke.