Og de lagde bådene til land og forlod alt og fulgte ham. (Lukas 5,11)
Efterfølgelse. Er det svært at efterfølge Jesus? Er det en præstation at være kristen? Klarer du det? Skal man udrette noget særligt, hvis man efterfølger Jesus? – Det tænker vi måske, at vi skal. Efterfølgelse. Men hvordan kan det egentlig være svært at efterfølge Jesus? ”Efter” betyder jo, at han er foran. Du er bare med. Han tager knubsene. Du er bare med. Han viser vejen og går den foran dig. Du følger bare efter.
Er det mon svært for en flok ællinger at følge efter andemor? Nej, det er deres redning. Og hun rapper og sørger hele tiden for, at alle er med. Det er hende, der præsterer og frelser sine ællinger. Efterfølgelse er ikke svært, når man er ælling.
Sådan er det også at efterfølge Jesus. Det er fællesskab, tryghed. Det er vejledning og håb. Det er “at være hos”. Ja, det er også at være ”i”, være i ham. Det er lykke, når så meget mislykkes. Det er håb, når det ellers ville være håbløst. Det er tilgivelse, når vi er skyldige. Det er vores redning, når skrigende sølvmåger angriber og vil opsluge ællingerne.