“Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.”
– Lukasevangeliet 21,28
"Forløsning" er at bliver løst, udfriet og befriet. Den store befrielse og forløsning fandt sted på Golgata langfredag og i gravhaven påskemorgen. Jesus Kristus knuste dødens magt. Han gjorde regnskabet op mellem Gud og alle mennesker ved at bære verdens synd. Og han opstod påske morgen. Det er vores forløsning!
Denne forløsning forkyndes os i evangeliet. Vi forløses personligt, når vi hører evangeliet. Det giver os tillid til Gud. Gud bruger også to sakramenter, når han genløser os: DÅBEN. I dåben genføder Gud os og giver os tro i hjertet og gør os til sine børn. Og NADVEREN: I nadveren giver Jesus Kristus sit legeme og blod til sin menighed og holder vores tro i live. - I evangeliet og sakramenterne nærmer vor forløsningen sig os, fordi vores Befrier, Jesus Kristus, kommer til os. Læg også mærke til, at det ikke er os, der nærmer os forløsningen, men forløsningen, der nærmer sig til os.
Menneskesønnen kom til os, da vi stod med ryggen til ham i døden og angsten og skylden. Han lod sig føde julenat. Og han kommer i evangeliet og nærmer sig nænsomt, ydmygt og sagtmodigt. ”Se, din konge kommer til dig!” Og hvad kan vi da andet end løfte hovedet, få godt mod og være fortrøstningsfulde, uanset hvad der ellers vil ske.