Når livet bliver vanskeligt – når der er modgang, og når jeg mærker, at jeg er omringet af onde magter og alt ser svært ud – da kan jeg råbe til Gud: ”Husk pagten!” Husk, hvad du lovede mig. Det er på én og samme tid en bøn til Gud, om at han vil gribe ind, og en tilflugt til Gud og den pagt, som han sluttede med mig.
Det gør salmisten Asaf i Bibelens salme 74: Husk på pagten! ... Rejs dig, Gud, og før din sag! Glem ikke dine fjenders råb, Hvorfor har du forstødt os for evigt, Gud, hvorfor flammer din vrede op mod de får, du vogter? (Sl 74,20-23). Salmisten beder i flertal ”vi” og ”os”. Så er det altså også en bøn, vi indbydes til at bede samme med ham i menigheden. Dengang, salmen blev skrevet, så det ud for Guds folk, som om han havde forstødt dem for evigt. Det virkede som om hans vrede flammede op mod den hjord, han ellers vogtede og tog sig af. – Måske var situationen den, at folket var ført i fangenskab? Hvor var Gud da henne i deres liv?
Vi kan komme i lignende situationer både personligt og som menighed. Troen er truet af vantroen. Menighedens liv er truet af frafald og ligegyldighed. Vi mennesker søger vor egen lykke og er ufatteligt dårlige til at søge hinandens lykke. Derfor kan det se ringe ud i en kristen menighed. Problemet er min egen synd og selviskhed. Og når den lægges sammen med andre kristnes svigt og selviskhed, er der vanskeligt at se nogen fremtid for os som kristne. Derfor er det nærliggende at tænke, at Gud lader sin vrede flamme op over os. Men da må og kan vi bede: ”Husk på pagten!”
Gud er trofast og går ikke fra det, han har lovet sit folk. Og det vores tryghed som kristne, at vi er blevet døbt og taget ind i Guds pagt. For Guds pagt er uløseligt knyttet sammen med hans eget liv.
Det står i Matthæus 26,27-28: Og han tog et bæger, takkede, gav dem det og sagde: ”Drik alle heraf; dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse.” Guds pagt med os i dåben, husker han på, når vi går til nadver. Vi gør det "til hans ihukommelse", dvs. han husker sin pagt med os.