Aftenbøn med lys

Uge 5, 31. januar–6. februar 2022

Lukas 2,28-32: Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord. For mine øjne har set din frelse, som du har beredt for alle folk: Et lys til åbenbaring for hedninger og en herlighed for dit folk Israel.

Lukas fortæller, at Maria og Josef 40 dage efter Jesu fødsel kom op til templet i Jerusalem for at bringe det offer, som var foreskrevet i Moseloven efter en drengs fødsel (3 Mos 12). Her mødte de en gammel mand, Simeon. Han tog barnet Jesus i sine arme og og lovpriste Gud: "Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord." Han var på vej bort fra denne verden. Og som afsked tændte han alterlysene med sin sang på dag 40.

Dag 40 efter Jesu fødsel blev på den måde en gudstjeneste for LYSET. Overalt, hvor hans sang lyder, tænder den lys i mørket. Også hos os. Derfor har man kaldt dag 40 efter jul for "kyndelmisse". Det er 2. februar. Kyndelmisse betyder "lys-messe" eller "lys-gudstjeneste".

Simeons lovsang bruges af millioner af kristne verden over som aftenbøn. "Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred!" Sådan kan vi bede, når det bliver mørkt. Jesus er verdens lys. Han er hedningers og jøders lys, ja, alle menneskers lys. Han lyser for os i mørket og dødens skygge. Han gav håb for den gamle Simeon, som snart skulle dø. Og han giver håb til os, når solen går ned, og vi skal sove. Vores aftenbøn kan blive en lille "kyndelmisse", når vi beder hans lovsang. Den tænder lys i mørket.

"Kyndelmisse" er kendt fra St. St. Blichers dejlige sang: "Det er hvidt herude, kyndelmisse slår sin knude overmåde hvas og hård, hvidt forneden, hvidt foroven." Den kan høres HER.