“Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.” (Lukas 2,12)

De fleste er enige om, at religion bygger på følelser og forestillinger. Men de færreste ved, at kristendom er noget helt andet. Måske fordi vi kristne er tilbøjelige til at bygge troen på de følelser og forestillinger, vi får fra Bibelen og det kristne fællesskab i stedet for at bygge på Bibelens ord i sig selv. Hvordan skulle andre da kunne tro noget andet?

Men Gud giver os i Bibelens ord Evangeliet og Sakramenterne (dåb og nadver) som troens sikre grundvold. Den grundvold kan vi stole på, når vore følelser bliver kolde, når vi ikke oplever noget særligt i hverdagen. Her er redning og håb, når vi mærker, at både vi selv og andre svigter i den kristne menighed.

Juleevangeliet hjælper os tilbage til den kristne tros grundlag, som er det, Gud har gjort for os i virkeligheden og sagt til os i Evangeliet. Tænk på hyrderne på Betlehems marker. De så et lys og hørte en engels røst. Det kunne have været begyndelsen på en ny religion, hvis de havde lagt deres forestillinger og følelser til grund for deres tro på Gud. Men englen talte Guds ord til dem og hjalp dem til at gøre noget helt andet. Han sagde: ”Og dette er tegnet, I får; I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe!” Og de fandt barnet. Han, barnet Jesus, blev deres tro.

Deres tro byggede ikke på deres forestillinger og følelser, men på det barn, som de fandt i krybben. Han kommer til os og er nær gennem Evangeliet, vi hører, og i nadverens sakramente med brød og vin, som er Jesu legeme og blod. Det er tegnene, som hjælper os, så vi ikke skal leve af følelser og forestillinger, men kan gøre som hyrderne. Vi finder ham i julens krybbe, på påskens kors og hører om den tomme grav. Vi har disse tegn i kirken, når der prædikes og døbes, og når vi knæler ved nadverbordet og får Jesu legeme og blod. Her vokser den kristne tro sig sund og glad.