Mens han talte til dem om dette, kom der en synagogeforstander og kastede sig ned for ham og sagde: "Min datter er lige død. Men kom og læg din hånd på hende, så vil hun leve." Jesus rejste sig og fulgte med ham sammen med sine disciple. Men se, en kvinde, der i tolv år havde lidt af blødninger, nærmede sig Jesus bagfra og rørte ved kvasten på hans kappe. (Matthæus 9,18-20)

Evangeliet fortæller, at Jesus Kristus er menneskers frelser og hjælper. Han lagde sin hånd på Jairus’ datter, og hun blev levende. Og til kvinden med blødninger sagde han: ”Vær frimodig, datter, din tro har frelst dig”.

Sådan træder vor Herre Kristus også os helt nær, når hans ord lyder. Det er hans måde at røre os på. Han rører vores samvittigheder med trøst. Han taler, så udtørrede knogler bliver levende. Han rører vores sjæl og krop med sine løfter om, at han vil oprejse os fra de døde på dommens dag. Og hans tilgivelse og opstandelseskraft udspringer af, at han døde for vore synder og opstod påskemorgen.

Vor Herre Kristus giver os håb og liv ved tro og dåb. Desuden indbyder han os til at til den hellige nadver. Her giver han os sit legeme og blod under brødet og vinen. Han er midt i sin menighed. Han kommer til os med sit ord og sin Ånd. Vi kan – ligesom kvinden, der led af blødninger - snige os ind på ham, når vi går til nadverbordet og knæler. Og vi modtager tilgivelse og lægedom på sjæl og legeme. Vi forenes jo med ham, som er lys og liv.

Selv om mørket er mørkt for os, så er det ikke mørkt for ham. Han ser det hele og griber fat om os. Nu er vi hos ham i hans rige. Og der får vi lov at være i al evighed.