Jesus tager ofte udgangspunkt i billeder fra hverdagen, når han fortæller sine lignelser. Vi nikker genkendende. Men lignelserne indeholder også næsten også altid noget, som man må undres over. Ofte sker der noget, som ellers ikke sker i virkeligheden, og det er her, pointen ligger gemt!

En af de mest kendte lignelser er evangeliet på søndag. Den lyder sådan: «En sædemand gik ud for at så sit korn. Og da han såede, faldt noget på vejen, og der blev trådt på det, og himlens fugle åd det op. Noget faldt på klippen, og da det var vokset frem, visnede det, fordi det ikke havde væde. Noget faldt mellem tidsler, og tidslerne groede helt sammen og kvalte det. Men noget faldt i god jord, og det voksede op og gav hundrede fold.» Da han havde sagt det, råbte han: «Den, der har ører at høre med, skal høre!» (Lukas 8,4-8)

En bonde sår sit korn i marken. Det er normalt. Det er også normalt, at ikke alt korn vokser op og bærer frugt. Men det er er påfaldende og underligt, at en sædemand/bonde kan finde på at sprede sit korn så ødselt som i denne lignelse. Han strøer om sig til højre og venstre. Han er ikke påpasselig med, hvor kornet falder.

Heri skal vi se vi Guds godhed og hans ønske om, at alle skal høre Guds ord. Det er et kald til, at vi som menighed og kirke forkynder evangeliet til alle. Gør ikke forskel på mennesker! Lad alle høre Guds ord! Det er en vigtig pointe.

Det fremgår også af, at Jesus – efter at have fortalt lignelsen – råbte: ”Den, som har øre at høre med, han skal høre.” Sådan råbte han! Det, som afgør, hvem frelsens evangelium er beregnet for og gælder, er altså, om de har ører at høre med. Har vi det, da er Evangeliet til os! Og det har vi jo!

Her er lignelsens afgørende pointe: Vi skal høre Evangeliet. Vores liv afhænger af, at vi hører Guds ord, at det slår rod i os, så det knytter os til Jesus Kristus, vor Herre.