Så sejlede de i båden ud til et øde sted for at være alene. Men mange så dem tage af sted, og de genkendte dem, og fra alle byerne strømmede folk sammen til fods, og de nåede frem før dem. Og da Jesus kom i land, så han en stor folkeskare, og han ynkedes over dem, for de var som får uden hyrde, og han gav sig til at lære dem om mange ting. (Markus 6,32-34).

Jesus havde indbudt sine apostle til at tage med til et øde sted, hvor de kunne være alene med ham og hvile sig. Efter flere uger, hvor de havde været udsendt to og to i Galilæa, var der brug for hvile og alenetid med Herren. På samme måde med os. Vi klarer ikke at leve som kristne, hvis vi kun arbejder. Vi har brug for at være alene med Gud og hinanden i bøn og gudstjeneste.

De sejlede så med deres Herre i båden til et øde sted for at være alene. Men alenetiden blev ikke meget længere end sejlturen. For da de kom i land, var mange mennesker gået i forvejen og stod klar, for at være sammen med Jesus.

Derfor fik Jesus og apostlene ikke den hvile, de havde planlagt. Og hvordan reagerede Jesus? Var det så her, han sagde: "Åh, få dem dog væk!"? Nej, han ynkedes over dem. Han så, at de var som får uden hyrde, og han gav sig til at lære dem mange ting. Og da det blev aften, sørgede Jesus også for aftensmaden. Og han inddrog apostlene, da han gav mad til de 5000, som var kommet.

Gud råber højt til os i Evangeliet: "I har brug en hyrde! Jesus er jeres hyrde!" Og: "I har brug for hvile og alene-tid med jeres Hyrde!"

Han siger også til os: "Bliv dog ikke selv årsag til, at din gudstjeneste og andagt minimeres eller forsvinder. Lad dig ikke forstyrre af dig selv. For da bliver du som får uden hyrde!" Og: "Når andre forstyrrer dig og din menighed med deres nød, da hjælp, hjælp og hjælp!"