Stilhed kan være fredfyldt. Men tavshed er noget andet og kan være trykkende og tung. For det tavse menneske kan tale, men gør det ikke. Hvorfor ikke?
Bibelens budskab viser os, at vi er skabt til fællesskab og samtale; baggrunden for den ødelæggende tavshed; og at Gud brød tavsheden, da han blev menneske, og nu taler til os i evangeliet.
SKABELSE: Kontakten mellem Gud og mennesket opstod, da Gud skabte mennesket i sit billede som mand og kvinde. Skabt til kærlighed, fællesskab og samtale med hinanden og med Gud. - Hvem mærker ikke glæden, når kærlighed, fællesskab og samtale lykkes!
SYNDEFALD: Men kontakten gik i stykker ved syndefaldet. De første mennesker blev fremmede overfor Gud og hinanden. Og det gentager sig hos os. Forholdet mellem mand og kvinde er skadet. Og forholdet til Gud er i stykker. Ensomhed og skyld er det sørgelige resultat. Døden har ramt os. - Hvem kender ikke til ensomhedens og skyldens tavshed?
FRELSE: Men Gud Fader, Søn og Helligånd er kærlighed, fællesskab og samtale. Han vil frelse os fra tavshed, skyld og død. Men hvordan?
Intet menneske kan reparere skaden. Den er for stor og omfattende. Selviskheden har grebet om sig. Hjertet er sygt til døden. Menneskets skyld overfor andre mennesker og overfor Gud er ubærlig. Ingen kan stille noget op mod døden.
Derfor bliver Gud selv menneske. Skaberen påtager sig vort kød og blod. Han bærer vore synder på korset og bærer straffen for vor skyld i sin lidelse og død. Han overvinder døden ved sin opstandelse fra de døde. Kristne bekender i glæde: “Vi tror på Jesus Kristus, Guds enbårne søn, som er undfanget ved Helligånden, født af jomfru Maria, pint … død … opstået fra de døde.” (Trosbekendelsen). Gud bryder tavsheden, når vi hører evangeliet om Jesus Kristus. Han giver os tro og tillid. Og vi lærer at bede: “Vor Fader, du som er i himlene…” (Fadervor Matt 6,9).